Her kan du læse om
Her kan du læse om
Hvad er mentalisering og hvorfor er det vigtigt at forstå? I det følgende skal vi skitsere, hvorfor en mentaliseringsbaseret tilgang til ens vanskelige psyke kan give nogle gevinster. Begrebet bruges både i terapeutisk sammenhæng og andre steder. I arbejdet med inklusion i skolerne tales der også om mentalisering.[1]Se også bogen Mentalisering i familien af Janne Østergaard Hagelquist. Du kan finde mere hos Center for mentalisering
Mentalisering er den mentale proces, hvorved en person implicit og eksplicit tolker handlingerne hos sig selv og andre som meningsfulde på baggrund af mentale tilstande såsom personlige ønsker, behov, følelser, overbevisninger og grunde. At den er implicit betyder, at processen med at forstå andres og egne mentale tilstande ofte forløber uden bevist tankemæssig refleksion. Eksplicit betyder, at denne forståelse er blevet gjort bevidst. Det sker for eksempel i terapi.
Udtrykket “Mentale tilstande” refererer til følelser, tanker, motiver, hensigter, antagelser og ønsker. Når man mentaliserer, er man opmærksom på de elementer både hos sig selv og hos den anden.
Begrebet kan godt lede tankerne hen på empati, og det rejser spørgsmålet: Hvad er forskellen på empati og mentalisering? Når man taler om empati, har man fokus rettet på den andens indre tilstande. Empati handler om at genkende og forstå den andens tanker og følelser. Mentalisering handler både om den andens indre tilstande og ens egne indre tilstande. Det omtales nogle gange som at “se sig selv udefra og andre indefra”. Når man opøver denne evne, begynder man også at se bag om adfærd, og forstå baggrunden for den.
Grundlæggende dækker mentalisering over tre ting: Vi identificerer følelser, vi modulerer dem, og vi udtrykker dem. [2]Begrebet er udviklet af Fonagy, og har været med til et skabe forståelse for forholdet mellem børn og forældre.
Et barns udvikling er en udvikling frem mod mentalisering. Det helt spæde barn kan naturligvis ikke mentalisere. Even til at mentalisere skal udvikles, hvilket sker ved, at det gennemløber en række faser.
Psykisk ækvivalensmodus
Den første fase kaldes for psykisk ækivalensmodus. På dette stadie flyder den indre og ydre verden sammen. Det betyder, at de indre tilstande og den ydre verden er sammenfaldende.
Denne modus kaldes nogle gange for non-mentalizing. Mentale repræsentationer adskilles ikke fra den ydre realitet, som de repræsenterer: Drømme, flashbacks og paranoide vrangforestillinger. “Jeg tænker, at jeg er værdiløs, og så er jeg værdiløs”. Hvis voksne oplever denne form, så kan det være i form af flashbacks og vrangforestillinger. Det betyder også, at man slutter fra, hvad man føler, til hvordan verden er. Der er ikke andre mulige perspektiver på verden end det, jeg selv har.
I denne modus opfattes den nuværende oplevelse som en sand og indiskutable præsentation af virkeligheden.
Forestillingsmodus
Mentale tilstande skilles fra virkeligheden, men bevarer et skær af uvirkelighed, for så vidt de ikke er forbundet med eller forankret i virkeligheden. Leg, hvor legen kommer i kontakt med virkeligheden, går i stykker. En banan kan blive til en telefon for at ringe far op. Lærer den subjektive side af virkeligheden at kende. Hvis man bliver her, kan det ende i en forstyrret virkelighedsforståelse.
Forestillings (’pretend’) modus: Når barnet er involveret i leg, ved det, at interne oplevelser måske ikke reflekterer den eksterne virkelighed. Her tænkes, at den interne tilstand ikke har nogen relation til verden udenfor. Når en voksen er i dette mode, kan det lyde, som om vedkommende taler som en pladespiller. Forestillingsmodus er en udtrykskform, hvor man “snakker “om temaer på en ”som-om”, overfladisk, uengageret, følelsesflad måde.
Forestil dig et ungt barn, der leger med actionfigurer. Barnet tager to actionfigurer, den ene repræsenterer en superhelt, og den anden en skurk. De deltager i en legesituation, hvor superhelten forsøger at stoppe skurken fra at skade byen. Barnet kan bruge forskellige stemmer, gestikulation og handlinger for hver actionfigur og engagere sig fuldt ud i den opfundne situation.
I dette tilfælde sker der følgende:
Denne form for fantasifuld leg er en form for mentalisering, da den involverer forståelse og repræsentation af de mentale tilstande og hensigter hos karaktererne i legen, selv om barnet ved, at de ikke er virkelige. Det er en vigtig del af børns kognitive og sociale udvikling og demonstrerer de evne til at differentiere mellem virkelighed og fantasi, samtidig med at de deltager i kreative og fantasifulde aktiviteter.
Til at begynde med er pretend-mode et udviklingsbegreb, der beskriver et skridt i et barns udvikling. Det bliver så også brugt i terapeutisk sammenhæng som et stadie på vej til modenhed. For nogle børn bliver pretendmode et forsvar mod vanskelige følelser – og det kan også forekomme hos voksne.
Hvis forestillingsmodus forekommer hos en voksen, betyder det, at personen føler sig frakoblet både den ydre fysiske og den indre psykiske verden. Personen kan føle sig fjern og ensom og “melder sig ud”». Ofte sker dette på grund af alvorlige overgreb og krænkelser, som har ført til traumer.
Inden for litteraturen om Mentaliseringsbaseret terapi (MBT) med voksne er der en betydelig vægt på at anskue den aktuelle tilstand som en præ-mentaliserende fase, hvor klienten oplever begrænsninger i sin evne til at forstå og reflektere over egne og andres mentale tilstande. Denne fase anses for at være en udfordrende barriere, der kræver opmærksom intervention.
Målet med terapien er at adressere denne præ-mentaliserende tilstand ved at facilitere klientens evne til at genvinde og styrke sine mentale refleksionsevner. Dette indebærer ofte en proces med aktiv udfordring af eksisterende antagelser, selvopfattelser og måder at forstå relationer på. Gennem terapeutisk dialog og refleksive øvelser skaber MBT en ramme, der fremmer udviklingen af en mere nuanceret og dybdegående mentaliseringsevne hos klienten.
Samtidig søger terapeuten at skabe et trygt rum, hvor klienten kan udforske og udtrykke sine følelser, tanker og oplevelser uden frygt for dømmende reaktioner. Dette understøtter klientens trinvis bevægelse mod en mere stabil og differentieret mentaliseringskapacitet.
Gennem denne proces søger MBT ikke kun at lindre symptomer, men også at styrke klientens overordnede evne til at forstå og navigere i komplekse sociale interaktioner. Denne holistiske tilgang har vist sig at have positive virkninger på klientens psykologiske velbefindende og interpersonelle relationer.
Teleologisk modus
Udtrykket “teleologisk” kommer fra det græske udtryk “teolos”, der betyder mål. Det bruges i denne sammenhæng til at beskrive en modus, hvor konsekvenserne af handlingerne er i fokus. En handling forstås kun ud fra dens konsekvenser. Det er kun den ydre tilstand, der kan ændre den indre tilstand. Det er, fordi man i denne modes forstår handlinger alene ud fra det, de fører til. Den er et naturligt led i et barns udvikling. Når et barn får skiftet ble, får det en erfaring af, at ydre handlinger kan ændre den indre tilstand.
Udsagnet “Jeg tror ikke på, at jeg betyder noget for dig, fordi du glemte min fødselsdag” er et eksempel på denne modus. Man forstår den anden alene ud fra ydre kvaliteter, der kan observeres. Karakteristisk for denne modus er:
Mentaliseringsmodus
Det sidste stadie er mentaliseringsmodus. Her forstår man adfærd ud fra mentale tilstande – i kontrast til, hvad der sker i teleologisk modus. Man forstår, at mentale tilstande repræsenterer virkeligheden, men ikke sættes lig med den. Det betyder også, at man er i stand til at anlægge flere forskellige perspektiver på den samme situation. Helt grundlæggende har man en erkendelse af, at andres handlinger er forståelige på baggrund af deres mentale tilstande, det vil sige deres særlige opfattelse af eller vinkel på en situation.
En del af mentalisering handler om at sætte ord på følelser. Der er en del af at identificere følelser. Der er forskning, der tyder på, at når man navngiver affekter, øges aktiveringen af dele af cortex – tænkehjernen – samtidig medat aktiviteten i amygdala formindskes. Det bemærkelsesværdige er, at alene det, at navngive affekter kan påvirke aktiviteten i bestemte områder.
Det første, man kan bemærke, er søjlerne til højre. De viser, at når der er høj følelsesmæssig aktivitet, kan mentalisering være vanskelig. Der er nogle, der illustrerer det fænomen med en vippe. Når følelserne er lave, kan kognitionen – og metaliering – bedre være klare. Hvis følelserne er høje, bliver kognitionen mere vanskelig.
Mentaliseringstrappen bygger på tanken om, at der er en sammenhæng mellem evnen til at mentalisere og intensiteten af ens følelser. Når man mister balancen, er opgaven at genvinde evnen til at se sammenhængen mellem adfærd og mentale tilstande hos sig selv og andre.
Det første trin er empati og støtte. Her anerkender man den andens følelser og tilstand. Det andet trin er en undersøgelse af følelser, hvor refleksioner som “Hvorfor har jeg/du det sådan lige nu?” og “Hvor i kroppen sætter det sig?” opstår.
Et billede, der forsørger at illustrere de forskellige skridt på vej mod mentalisering
Det tredje trin er, at man begynder at udfordre det perspektiv, der førte til de stærke følelser. En mulig vinkel kan være: “Hvordan ville andre forstå det, du står i?”
Det sidste trin på mentaliseringstrappen er, at man kan begynde at tale om, hvad der sker i relationen mellem sig selv og den person, man taler med.
Det, som var udgangspunktet, var en sammenhæng mellem tilknytning og et barns evne til at forstå interpersonel adfærd som udtryk for mentale stadier.
Mentalisering arbejder med flere forskellige facetter i mentalisering: [3]Se: Allen, Fonagy & Bateman Mentalisering i klinisk praksis eller Maja Jacobsen Med mig selv som redskab
Eksplicit overfor implicit
Nogle gange mentaliserer man eksplicit: Det sker for eksempel, når man sætter ord på følelser: “Da du sagde, …. følte jeg …”. Denne form for eksplicit mentalisering finder også sted i for eksempel kunstterapi. Når det sker i samtaleterapi, sker det ofte i form af historiefortælling. Implicit mentalisering sker automatisk og ureflekteret. Det kan for eksempel være den umiddelbare empati, man møder en med. Terapi handler i en vis forstand om at gøre det implicitte eksplicit – eller at gøre det mindre bevidste mere bevidst.
Kognitiv over for affektiv
Nogle gange kan man være i følelsernes vold, og så kan det være meget svært at tænke. I samtalen med andre kan der let opstår en kognitiv dominans: “Du kan jo nok forstå …”. Det sker ofte, hvis man er stresset eller har gang i mange følelser
Fortid-nutid
I nogle psykiske lidelser flyder fortid og nutid sammen. I PTSD forekommer det i form af flashbacks. Her genoplever personen den traumatiske hændelse, og kroppen reagerer, som om den virkelig var i hændelsen. Det er en form for påtrængende erindringer.
Mentaliseret eller indlejret
Mentalisering er det modsatte af at være indlejret. Hvis man er indlejret i følelsen, er man fange af øjeblikket, og man er ude af stand til at anlægge forskellige vinkler på en oplevelse. Psykoterapien har her den samme rolle, som forældrene har over for deres børn: At skabe rum for at tænke over følelsen.
Børn (frem til omkring 6 år) har svært ved at have mere end ét perspektiv på en situation. Det viser følgende lille eksperiment: Man viser børn en M&Ms-pose og spørger, hvad de tror der er indeni. De svarer naturligvis “Chokolade”. Til deres store skuffelse finder de ud af, at der bare er en blyant i æsken. Lidt efter bliver de spurgt, hvad de tror, deres venner ville svare på spørgsmålet. Her svarer børnene uden videre: “En blyant”. Dette lille eksperiment viser, at børn har svært ved at have mere end en vinkel på virkeligheden.
Blind for sind - Autisme
Autisme er ofte set i sammenhæng med mentalisering. Det hænger sammen med, at personer med diagnoser på autismespekteret ofte har problemer med netop mentalisering. Det omtales nogle gange som “skrøbelig mentaliseringsevne”. Det gør det vanskeligt at se andres perspektiv, hvilket netop er kernen i mentalisering. Fænomenet kaldes nogle gange for “Mind blindness” eller på dansk “sindblindhed”. Der er forskning, der knytter autisme sammen med ændret aktivitet i de dele af hjernen der er knyttet til mentaliseringsevnen. [4]https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S2213158218300512
I udgangspunktet er mentalisering og kognitiv terapi ikke det samme. Men hvis man tager udgangspunkt i mentaliseringsteoriens tanke om at ‘have sind på sinde’, eller ‘se sig selv udefra og andre indefra’, så kan man godt finde nogle paralleller mellem mentalisering og kognitiv terapi. Der er flere, der har slået til lyd for, at kognitiv terapi fremmer mentalisering.
Empati handler først og fremmest om følelser, altså at leve sig ind i en andens følelsesmæssige tilstand. Mentalisering går skridtet videre og indbefatter også, at man kan tolke andres handlinger som meningsfulde ud fra deres egne mentale tilstande. På den måde har mentalisering et kognitivt element, som empatien ikke har.
God og dårlig mentalisering er hinandens modsætninger.
God mentalisering er kendetegnet ved:
Læs videre: https://www.borderlinepersonalitydisorder.org/wp-content/uploads/2019/02/Anthony-Bateman.pdf
–
Noter