Forestilling og virkelighed: 3 stadier på vej til modenhed

Her kan du læse om

Hvad er forholdet mellem den indre forestillingsverden og den ydre verden? Mellem tanker og virkelighed? David Wallin bygger videre på Fonagys undersøgelser af psykiske oplevelser, og forholdet mellem den indre og ydre verden. Fonagy arbejder med tre subjektive oplevelsesmåder. De kan ses som stadier på vej mod modenhed.

Psykisk ækvivalensmodus

I en tidlig del af børns udvikling opstår der en psykisk ækvivalensmodus: I dette stadie er der ingen skelnen mellem indre psykisk virkelighed og ydre fysisk virkelighed. Barnet mangler evne til at skelne mellem tanke/følelse og virkelighed. Alle mentale tilstande forstås og opleves som en del af virkeligheden. Der findes ingen afstand, intet formidlende led mellem den indre og den ydre virkelighed – Hvis barnet tror, der ligger en tiger under sengen, så gør der det faktisk. Hvis vi føler os forkerte er vi forkerte. Wallin forklarer det med, at der ikke er noget “jeg”, der fortolker oplevelserne, kun et “mig”, der oplever. Socialt oplever barnet sig ikke adskilt fra andre og er ikke en “separat” enhed. Den ydre verden og den indre verden smelter sammen. Verden er sådan som jeg ser den, og der er ikke mulighed for alternative forståelser.

Et ufarligt eksempel fra børnehøjde er, at børn under fire år ved kke, at en svamp formet som en sten er en svamp på trods af, at den ligner en sten. Peter Fonagy fortæller en lille historie der viser hvad der menes: Hans søn ønskede sig et Batman-kostume af sin far. Da han fik det, tog det på og kiggede sig spejlet begyndte han at græde, og forlangte at det skulle fjernes. Derefter tog han nogle gamle tøjstykker på skuldrene og løb glad rundt for foregav at være Batman. I det dyre kostume lignede han Batman, altså var han Batman.

Et andet eksempel er at hvis jeg tror, at en given person ikke kan lide mig, så kan han ikke lide mig.

Pyskisk forestillingsmodus

Det næste trin i barnet udvikling er forestillingsmodus. Her kan barnet skelne mellem indre og ydre virkelighed. De to verdner er radikalt adskilte og ikke forbundne. Barnet kan lave om på virkeligheden i sin fantasi, og lege, at mor og far er monstre, uden at dette får konsekvenser i den “virkelige verden”. Som voksen kommer det til udtryk hos narcissister, der har grandiøse tanker om dem selv, der ikke svarer til virkeligheden. Barnet er ikke i stand til at fastholde flere perspektiver: Hvis en pind i en fatasileg er et sværd, så kan den vanskeligt også samtidig bare være en pind.

Når voksne går i denne “modus” så afskæres følelserne, og der skabes en distance mellem den indre og ydre virkelighed. Forbindelsen mellem hvad man siger, og der det foregår inden i en mangler.

Mentalisering

Det tredje stadie er mentalisering: Wallin kalder også dette for “reflektive mode”. Når dette indtræder begynder barnet at forstå at forskellige mennesker har forskellige perspektiver på virkeligheden. Samtidig står det klart at mennesker kan have en fejlagtig opfattelse af virkeligheden, som de så handler ud fra. Her forstår vi – i modsætning til den psykiske ækvvalensmodus – at den “indre” verden er adskilt fra den ydre verden  men at det – i modsætning til forestillingsmodus – er relateret til den ydre verden. Barnet forstår, at mennesker er mentale væsner, og at forskellige mennesker har forskellige vinkler på virkeligheden.

Disse tre “stadier” er også dem, som barnet gennemløber i sin udvikling. Wallin påpeger, at psykiatriske patienter ofte har problemer med at frigøre sig fra psykisk ækvivalens eller forestillingsmodus [1] Wallin Attachment in psychoterapy p.47 . Hvis man lever med psykisk ækvivalens, bliver man tyranniseret af følelser og tanker, som kræver at blive handlet på, fordi de bliver ligestillet med fakta. Hvis man lever i forestillingsmodus, holdes man oppe af ønskedrømme og isoleres fra sine følelser og fra folk, der er vigtige for dem.

I nogle situationer opstår der det, man kan kalde for “Mentaliseringssvigt”. Man står i en situation, hvor man bliver presset, og så genaktiveres de tænkeformer, der kom som stadier på vej til mentalisering: Psykisk ækvivalens-modus og forestillingsmodus.

Flere forskere peger på, at vejen ud af de to første stadier og ind i mentalisering er tilknytningsrelation, der giver mulighed for affektregulering og samvær med en reflekterende anden. I lyset af at der kommer en fejlopfattelse af virkeligheden med angsten, er det oplagt at se angstanfald som en form for tilbagevenden til ækvivalensmodus eller forestillingsmodus. I bogen “Mentalisering i organisationen” gives følgende eksempel:

En ung pige dukker sammen med en gruppe pludselig op på den institution, hvor hun har boet det meste af sin barndom. Hun har en kniv med og truer personalet. Det lykkes personalet at håndtere situationen med is i maven og meget mentaliserende at få pigen til at aflevere kniven og indvillige i at blive kørt tilbage til sin nye institution. Da pigen er gået, kommer to fra personalet op at skændes om, hvordan man kan forstå episoden. Den ene pædagog truer den anden pædagog og råber, mens børn og personale måbende lytter: “Den her tager vi udenfor. Vil du slås, så er jeg så klar. Kom så, hvis du tør!”

Her bryder mentaliseringsevnen sammen, og den ene pædagog falder tilbage i barndommens mønste.

Litteratur

Allen, Fonagy og Bateman Mentalisering i klinisk praksis, Hans Reitzels Forlag 2010, udgivet på engelsk i 2008

Wallin, David J. Attachment in Psychotherapy, The Guilford Press 2007

Noter[+]
Angstinfo

Angstinfo