Hvad er forholdet mellem den indre forestillingsverden og den ydre verden? Wallin bygger videre på Fonagys undersøgelser af psykiske oplevelser, og forholdet mellem den indre og ydre verden. Fonagy arbejder med tre subjektive oplevelsesmåder:

  1. Psykisk ækvivalensmodus: Ingen skelnen mellem indre psykisk virkelighed og ydre fysisk virkelighed. Mangler evne til at skelne mellem tanke/følelse og virkelighed. Alle mentale tilstande forstås som en del af virkeligheden. Der findes ingen afstand, intet formidlende led mellem den indre og den ydre virkelighed – Hvis barnet tror,, der ligger en tiger under sengen, så gør der det faktisk. Hvis vi føler os forkerte er vi forkerte. Wallin forklarer det med, at der ikke er noget “jeg”, der fortolker oplevelserne, kun et “mig”, der oplever. Socialt oplever barnet sig ikke adskilt fra andre og er ikke en “separat” enhed.
  2. Det næste trin i barnet udvikling er forestillingsmodus. Her kan barnet skelne mellem indre og ydre virkelighed. De to verdner er radikalt adskilte og ikke forbundne. Barnet kan lave om på virkeligheden i sin fantasi, og lege, at mor og far er monstre, uden at dette får konsekvenser i den “virkelige verden”. Som voksen kommer det til udtryk hos narcissister, der har en grandiøs forestilling om dem selv, der ikke svarer til virkeligheden. Barnet er ikke i stand til at fastholde flere perspektiver: Hvis en pind i en fatasileg er et sværd, så kan den vanskeligt også samtidig bare være en pind.
  3. Det tredje stadie er mentalisering: Wallin kalder også dette for “reflektive mode”. Når dette indtræder begynder barnet at forstå at forskellige mennesker har forskellige perspektiver på virkeligheden. Samtidig står det klart at mennesker han have en fejlagtig forestilling om virkeligheden, som de så handler ud fra. Her forstår vi – i modsætning til den psykiske ækvvalensmodus – at den “indre” verden er adskilt fra den ydre verden  men at det – i modsætning til forestillingsmodus – er relateret til den ydre verden. Barnet forstår, at mennesker er mentale væsner, og at forskellige mennesker har forskellige vinkler på virkeligheden.

Disse tre “stadier” er også dem, som barnet gennemløber i sin udvikling. Wallin påpeger, at psykiatriske patienter ofte har problemer med at frigøre sig fra psykisk ækvivalens eller forestillingsmodus 1) Wallin Attachment in psychoterapy p.47 . Hvis man lever med psykisk ækvivalens, bliver man tyranniseret af følelser og tanker, som kræver at blive handlet på, fordi de bliver ligestillet med fakta. Hvis man lever i forestillingsmodus, holdes man oppe af ønskedrømme og isoleres fra sine følelser og fra folk, der er vigtige for dem.

Flere forskere peger på, at vejen ud af de to første stadier og ind i mentalisering er en tilknytningsrelation, der giver mulighed for affektregulering og samvær med en reflekterende anden. I lyset af at der kommer en fejlopfattelse af virkeligheden med angsten, er det oplagt at se angstanfald som en form for tilbagevenden til ækvivalensmodus eller forestillingsmodus.

Noter   [ + ]