Her kan du læse om
Her kan du læse om
Farlige forældre er forældre hvor de voksne mangler modenhed. Hvordan udvikles tilknytning mellem forældre og børn, når forælderen ikke er moden? På engelsk bruger man nogle gange begrebet “Toxic parents”, altså giftige forældre. Det udtrykker, at de skaber et negativt og giftigt hjem, hvor de bruger frygt, skyld og ydmygelser til at styre hjemmet. De er følelsesmæssigt umodne. Det betyder ikke, at de ikke har et ønske om at skabe et godt miljø for deres børn. Det handler i langt de fleste tilfælde om, at deres egen opvækst har ikke har givet dem de ressourcer, der skal til, for at give deres børn helt den følelsesmæssige ramme, de har brug for. Det kan godt udvikle sig til noget mget udsundt. Og det kan være svært at reagere på, for man har – som det bliver klart den meget sete TV2 dokumentar “Farlige forældre: Ondskab bag lukkede døre” – en facade udadtil, som ser pæn ud.[1]Dokumentaren kan ses på tv2 play.
Hvad betyder det for barnet på kort og på lang sigt? Hvad er en dårlig forældre i den sammenhæng?
Inge S Holm har en inddeling af forældre, der er emotionelt umodne. Hun peger selv på, at det ikke er en præcis inddeling, men den giver et overblik over problematikken. [2]Det følgende er skrevet med stor inspiration fra Inge Schützsach Holms bog Livsfarlig familie, om følgerne af emotionelt omsorgssvigt i barndommen, Historia 2019. Temaet hænger også sammen med … Continue reading
Med udgangspunkt i den opdeling kan man svare på spørgsmålet: “Hvad er en dårlig forældre?”. Helt grundlæggende er det forældre, der har så meget psykisk at slås med selv, så de ikke formår at skabe gode rammer for deres barn.
Samtidig er det jo ikke sort/hvidt forstået på den måde at der går en lige linje fra forældretyper til erfaring af angst. Disse typer skal i højere grad ses som typer der kan være med til at skabe grobund for at der udvikles angst senere i livet. Hvorvidt den så udvikles hænger sammen med andre forhold, så som arv/gener og traumatiske begivenheder i livet.
Helt generelt kan man sige at de “farlige” forældre, er blandt dem, som har utryg tilknytning. På et følelsemæssigt plan er de stadig børn, og de har et umættet behov for selv at blive set, hørt og mødt. Det betyder også at de har svært ved at håndtere voldsomme følelser. Dertil kommer, at de ikke kan se verden fra barnets perspektiv. Langt de fleste af de forældre kan ikke se, at deres relation til deres barn er usund.
I det følgende skitseres seks dårlige forældremønster ud fra, hvordan de kommer til udtryk, og hvilke konsekvenser de har for de børn, der vokser op i den slags relataioner.
Den overvældende forælder
Den overvældende forælder er svingende og ustabil. Det handler om, at vedkommende svinger meget følelsesmæssigt. Disse udsving kommer til at fylde bevidstheden, og han har for svært ved at regulere sine egne følelser. En sådan forælder ender tit i offerrollen, og er den, der skal have hjælp frem for at være den, der giver hjælp. Her bliver udfordringen at nogle gange kommer barnet til at fungere som den hjælp, moderen har brug for. Det kan være som “ven”, “terapeut”, “partner” eller “hjælper”. På den måde sker der en rollebytning, så barnet bliver den voksne og den voksne bliver barnet. Barnet vil nogle gange se sig selv som kilden til forældrenes problemer.[3]https://psychcentral.com/blog/imperfect/2019/07/4-parenting-strategies-that-contribute-to-perfectionism#Overwhelmed-Parents Da et barn naturligvis ikke formår at være problemløser for den voksne, kommer det til at stå med en oplevelse af utilstrækkelighed og skam.
Den sørgende, deprimerede, dissocierede forælder
På nogle punkter ligner denne forældre den overvældende forælder. Hos denne type er sorg og depressivitet det, der har fokus. Begrundelserne for tilstanden hentes i situationer eller begivenheder uden for personen selv: Dødsfald, skilsmisse, arbejdsløshed, et handicappet barn, eller en sygdom. Forælderen siger til barnet, at han elsker det, men det svarer ikke til de følelser, der kommunikeres samtidig med.
Under depressiviteten kan der være et lag af bitterhed og vrede, som pludselig kommer op til overfladen. Kommunikationen mellem forældre og barn er præget af tanker som, “Livet er forfærdeligt”, “Hvorfor giftede jeg mig”, “Bare lad mig være i fred”. Her bliver ansvaret for forældrenes trivsel lagt over på barnet. Den sørgende forælder vil kunne give barnet helt basal omsorg, så det overlever, men er ikke følelsesmæssigt forbundet med barnet, og er derfor ikke tilgængeligt når barnet har brug for støtte og hjælp.
At blive forældrenes omsorgsperson
I en relation med den sørgende forældre, kan der ske det, der på engelsk kaldes “Parentification”. Det defineres som “en ombytning af rollerne mellem forældre og barn”.[4]Parentification can be defined as a role reversal between parent and child. https://psychcentral.com/blog/harming-your-child-by-making-him-your-parent#3 Ombytningen af rollerne kan ske på to forskellige måder. Der kan ske en emotionel eller en instrumental rollebytning.
En emotionel rolleombytning sker, når barnet presses til at møde en forælders følelsesmæssige behov. Barnet kan her blive den fortrolige, hvis moderen ikke får dækket sine følelsesmæssige behov af sin mand, eller hvis en far ikke får dækket sine behov hos moderen. I sådan en situation bliver barnet nødt til at tilsidesætte sine egne behov for at hjælpe sin omsorgsperson.
En instrumental rolleombytning sker, når barnet skal møde familiens mere fysiske behov. Det kan være at tage vare på søskende, madlavning, og andre funktioner, som normalt er de voksnes ansvar. Det bliver de voksnes behov der bliver mødt, og kravene er ikke alderssvarende.
Den autoritære, kontrollerende, perfektionistiske forælder
Denne forældertype er modsat den dissocierede tilbagetrukne forælder. Her styrer man og blander sig typisk i alle dele af barnets liv, med barnets ve og vel som begrundelse. Forælderen ved altid hvad der er til barnets bedste, uden at balancere det med hvad barnet selv tænker og mener. Barnet ses ikke som et selvstændigt individ, men bliver en forlængelse af forælderen. Barnet skal typisk være på en bestemt måde, uafhængigt af dets eget væsen. Det hænger sammen med, at man har en tendens til perfektionisme, og man har fokus på at “det ydre” skal se godt ud. Livet kommer let til at blive sort/hvidt: Dem/os, rigtigt/forkert, Vi har ret/andre tager fejl.
Hvis forælderen laver noget med barnet, er det ikke på barnets præmisser.
Konsekvensen for barnet er, at det er uhyre vanskeligt at udvikle sig som et selvstændigt individ. Det er altid blevet domineret og mødt med en forventning om underkastelse.
Børn i denne relation kan udvikle angst og depression. [5]https://www.thechelseapsychologyclinic.com/therapy/over-controlling-parents-in-adulthood/
Den passive forælder
Til forskel fra den autoritære forælder er den passive forælder undvigende og konfliktsky. Undvigelsen betyder at man trækker sig fra konfliktsituationer for at undgå det ubehag, der er forbundet med dem. Forælderen formår ikke at være støtte og beskytter for barnet. Der er ingen grænsedragning, når det handler om disciplin, skærmtid, forventninger i forhold til skolearbejde, eller hvad barnet spiser. I konfliktsituationer giver forælderen hurtigt efter. Børn bliver også spurgt når der skal tages beslutninger. Der er ikke nødvendigvis negativt, men det sker på en måde, hvor barnet skal forholde sig til noget, som de ikke er aldersmæssigt modne til. Det betyder at relationen kan glide fra at være en forældre-barn hierarkisk relation til at være en flad relation, hvor barn og forældre er “venner”.
Hvis barnet mishandles, ser man den anden vej eller prøver at minimere betydningen af det: “Kan du ikke bare komme videre” er tonen. Det er også blandt denne gruppe af familier, at seksuelt misbrug af børn forekommer. Efterfølgende kan misbruget benægtes eller bagatelliseres af forælderen. Det kan lade sig gøre netop fordi den ene forælder er passiv tilskuer, og ikke evner normal grænsesætning.
Forskning peger på, at børn der vokser op i et sådant miljø, ikke klarer sig godt senere, fordi der ikke har været forventninger til dem. En del af dem mangler også gode redskaber til at løse problemer og tage beslutninger. Da de ikke har lært at håndtere følelser som børn, viser de mere aggression og mindre emotionel forståelse. Noget forskning tyder også i retning af større tendens til misbrugsproblemer. [6]https://www.verywellmind.com/what-is-permissive-parenting-2794957. Artiklen peger også på, at flere børn af denne forældretype tidligere ender i misbrug.
Den afhængige, misbrugende forældre
Inge Holm ser ikke denne forældretype som en selvstændig gruppe, men en som kan tage udgangspunkt i en af de ovenstående. Forælderen har et misbrug af en eller anden karakter: Alkohol, hash heroin, medicin, shopping, spil, sex porno, mad, tv, internet, arbejde eller lignende. Han er uberegnelig, løgnagtig, og tager ikke ansvar. På trods heraf lover han barnet en masse, men aftaler overholdes ikke, og barnet mister tilliden til forælderen.
Udfordringen er også, at når omsorgspersonen så ikke er påvirket af sit misbrug, kan vedkommende heller ikke tage vare på barnet, fordi det er opslugt af sine egne problemer. Samtidig kan misbruget føre til kaos, krise og konflikt i familien, og risikoen for krænkelse og mishandling øges.
Det betyder at børn oplever dysfunktionelle familiedynamikker, kæmper med mentale problemer, og har det vanskeligere i relationer til andre. [7]Se: Se https://fherehab.com/learning/signs-of-trauma-children-addicted-parents og https://thelibertyranch.com/guide-for-adult-children-of-alcoholics-or-drug-addicts/
Den narcissistiske, selvabsorberende forældre
Narcissisme forstås her i betydningen “sygelig narcissisme”. Her er man umoden, urealistisk og har sat sig selv i centrum. Selvabsoberende er udtryk for et fortsat og ekstremt fokus på en selv i langt de fleste situationer. Selvabsoberende forældre handler stort set altid ud fra deres egne behov.
I denne forældres historik vil er ofte være alvorlig utryghed og måske også et tilknytningstraume i historien. Forælderen formår ikke at se barnet om et selvstændigt væse så barnet skal passe ind i det billede, vedkommende har af sig selv. På den måde kommer barnet til at opfylde forælderens behov frem for omvendt.
Forælderen føler sjældent skyld over for barnet, men ser alle andre – inklusive barnet – som skyldig. Når man ikke føler skyld kan man lettere snyde, bedrage, manipulere og lyve, som det nu passer ind i ens verden. Man reflekterer ikke over sig selv, og formår ikke at håndtere sine egne følelser. Det betyder, at barnet vokser op som meget årvågen om sine forældres følelser. [8]https://adaa.org/learn-from-us/from-the-experts/blog-posts/consumer/women-narcissistic-parents
Den voksne evner ikke at forholde sig til barnet, men indtager rollen som offer. Viljen og evnen til indlevelse i barnets verden og følelser er ikke til stede. Der er simpelthen ikke nogen empati overfor barnet. Det har ikke nogen selvstændig stemme, men er et projekt for forælderen. Det store fokus på og forventning om fejlfrihed fører til, at barnet føler sig uelsket, og ikke sjældent vil det også føre lavt selvværd med sig. Det hænger sammen med, at barnet først og fremmest vurderes ud fra hvad det gør, frem for hvad det er.
Forælderens grandiose selvbillede gør at barnet kommer til at leve i en cocktail af drama, afvisning, ignorering og benægtelse. Konsekvensen bliver følelser af frustration, tvivl, forvirring, skyld og dårlig samvittighed. Det kommer også til at stå med et usundt selvbillede, og får svært ved at have tiltro til egne evner.
Som voksen kan man lettere løb ind i angst eller depressive tilstande.
Opsummerende om forældrene
Der findes naturligvis ikke to forældre der er ens. Men alligevel er der nogle træk der går igen indenfor disse forældretyper
Generelt om umodne forældre
Nogle af de træk, der findes hos umodne forældre er:
Her handler det ikke om at tale om “onde forældre”, men om “umodne forældre”.
De budskaber der kommer fra forældrene til børnene – og måske også til de voksne børn er:
Bemærk, at fælles for disse budskaber er, at forældrene ikke kan stilles til regnskab for det de siger og gør. Problemet ligger uden for dem selv.
Disse forældre udsætter ikke nødvendigvis deres børn for fysiske overgreb. Men det er et emotionelt omsorgssvigt. De udsætter deres børn for et miljø der kan skabe store problemer for banet sidenhen. Nogle gange kan det kaldes for passivt psykisk omsorgssvigt eller følelsesmæssigt omsorgssvigt.
Terapeuten Mette Thue forklarer “emotionelt omsorgssvigt” som “en passiv udeladelse af respons fra [s]ine omsorgspersoner”. Hendes pointe er, at udefra har hjemmet ikke manglet noget; Økonomi, ferier og den slags har været i orden. Udfordringen er at barnet ikke er blevet set og hørt, så det er kommet til at stå alene med sine følelser.[9]Se det fremragende indlæg her: https://mettethue.dk/temaer/emotionelt-omsorgssvigt
Litteratur
Inge Schützsack Holm Livsfarlig familie
Tor Wennerberg Vi er vore relationer
Allen, Fonagy & Batemann Mentalisering i klinisk praksis
Noter