Michael White - Vigtige personer i psykologiens historie

Michael White var med til at udvikle narrative terapi. Terapien fokuserer på en persons livshistorie, og hvordan den påvirker deres identitet og adfærd. Målet med narrativ terapi er at udforske klientens dominerende fortælling og identificere alternative historier, der kan føre til positive forandringer. Nogle af de teknikker, White bruger, er at eksternalisere problemer, genforfatte historier og stilladssamtaler for at fremme selvrefleksion og vækst. Han har ladet sig inspirere af den socialkontruktivistiske filosofi.^[1]En af dem, som White arbejdede sammen med, var David Epston. Epston mødte han tilfældigt til en konference, og de blev siden venner og kollegaer. Epston peger på, at bogen Kort over narrative … Continue reading

White var australier. Til at begynde med arbejdede han med socialt arbejde. Siden uddannede han sig til familieterapeut.

I 1983 åbnede han en privat praksis, og i 2008 grundlagde han Dulwich Center, som er med til at udbrede den narrative tilgang til terapi. Han nåede at publicere over 40 artikler i forskellige tidsskrifter. ^[2]Vancouver School of Narrative Therapy har siden udpeget artiklen “Deconstruction and Therapy” fra 1991 som den “vigtigste artikel om narrativ terapi der nogensinde er … Continue reading

Hans metode tog udgangspunkt i, at nogle af selvets fortællinger (narrativer) var negative eller problemfyldte, hvorfor terapeutens opgave var at styrke de marginaliserede fortællinger. Et grundlæggende middel til at gøre det er at få skilt problemet fra personen. Det formulerede White selv, som at “Personen er ikke problemet, problemet er problemet”.

Baggrund for Michael White

Med udgangspunkt i socialvidenskaben begyndte White at se et menneske ud fra en anden vinkel. Klassisk har man set på mennesket ud fra det, White kalder for “lineære notationer af kausalitet”. Det går tilbage til Newtons videnskabsforståelse og har et forsimplet forhold mellem erkendelse og virkelighed. Oversat til terapi betyder det, at det ikke handler om, at forstå underliggende strukturer eller dysfunktioner, der driver et menneske, men at det er den mening, man tillægger begivenheden, der bestemmer adfærden.

Socialvidenskab og Michael Foucault

Derudover har han også lånt materiale fra socialvidenskaben. Et af de helt store ting er forholdet mellem metaforer og virkeligheden. Pointen her er, at de metaforer, vi bruger om virkeligheden, gør noget ved vores forståelse af den.

Michel Foucault er den vigtigste filosofiske inspirator for Michael White. Foucault var en fransk filosof og historiker. Han polemiserede mod de politiske og sociale teorier, som argumenterede for , at en ide har større sandhed frem for andre. Det anså han for social kontrol. Foucault var optaget af blandt andet magt; Typisk har man forstået magt som noget, man har, kan miste eller opnå. Det anser Foucault for at være en fejlagtig opfattelse. Han anser derimod magt for at være noget, der gennemsyrer alle dele af vores adfærd og aktiviteter. Magt kommer til udtryk i vores aktiviteter. Den er et relationelt begreb. Som individer skaber vi os selv ved hjælp af forskellige magtrelationer og diskurser. Magt er ikke kun noget, vi bruger. Det er også noget, vi bliver objekt for, og vi bliver sat ind i forskellige kategorier.  ^[3]Et eksempel er skellene mellem sex og seksualitet. Sex refererer til en konkret handling (at have sex), hvorimod seksualitet skal ses som et produkt af de magtmekanismer, man finder i samfundet, og … Continue reading

Magt og viden

Man udøver magt i samfundet blandt andet ved at tildele folk en identitet. Sandhed er en konstruktion og kaldet en diskursiv konstruktion, hvor et bestemt vidensregime definerer, hvad der er sandt og falsk. Denne tanke ligger til grund for White og er siden ført videre i den narrative terapeutiske tradition. ^[4]Se fx: Freedmann & Combs Narrative Therapy, the socail construction of preferred realities, W.W: Norton & Company 1996

To verdener

Whites måde at tænke på griber og tilbage til Jerome Bruner (1915-2016). Han var socialkonstruktivist og har arbejdet inden for kognitionspsykologi og uddannelsespsykologi og var med til at udvikle den narrative psykologi. Traditionelt har man tænkt i en paradigmatisk form: Det er videnskabens metode, bygger på klassifikation og kategorisering og forsøger at afdække universelle sandheder. Heroverfor står den narrative model: Her er fokus på drama og involvering. Her forsøger man ikke at afdække  universelle sandheder, men fokuserer i højere grad på den enkeltes historie. I den logiske verden tages der udgangspunkt i sandhed, bevis, kategorisering, konsistens og abstraktion. I den narrative er det drama, historie, handlelandskab og bevidsthedslandskab, der kommer i centrum.^[5]For en uddybning se Bruner, Jerome S. Actual minds, possible worlds, 1986 s.11ff

I den klassiske logocentrerede model kommer den personlige erfaring ikke til sin ret. Den forsvinder i et konstruktion, klassificering eller diagnose. Det betyder også noget for forståelsen af, hvordan sprog bruges; I den klassiske model bruges sprog som en beskrivelse til at reducere usikkerhed og kompleksitet. Det betyder også, at konsistens og ikke-modsætning bliver vigtige. I det lys bliver alternative betydninger vanskelige eller umulige. I denne model kommer terapeuten også til at være den, der sidder inde med sandheden om klienten. I den klassiske model er klienten en passiv arena, der reagerer på upersonlige kræfter, indflydelser og energier. I den narrative model er personen en, der deltager i sin egen verden. Personen genforfatter sin fortælling og former derved deres liv og forhold.

Den narrative sprogforståelse fokuserer på den subjektive opfattelse af verden, hvilket åbner for forskellige perspektiver og engagerer læseren til handling for at skabe unik mening.

Nærmeste udviklingszone

Den russiske psykolog Vygotsky (1896-1934) udviklede begrebet “Zonen for den nærmeste udvikling”. Det er det område, hvor barnet sammen med en voksen kan klare opgaver, som det endnu ikke kan klare på egen hånd.^[6]Den måde at tænke på har fået stor betydning i pædagogik. Lidt groft sagt kan man sige, at forholdet mellem læreren og eleven kan have flere relationen: Der er noget eleven kan selv, og her … Continue reading Denne tankemåde tager White til sig. ^[7]Ramey, H.L., Young, K. & Tarulli, D. “Scaffolding and Concept Formation in Narrative Therapy: A Qualitative Research Report.”,  Journal of Systemic Therapies, Volume 29, No. 4, 74-91 … Continue reading

Landskabsmefatoren

Med baggrund i Jerome Bruner peger White på, at historier er sammensat af to forskellige landskaber: Et handlelandskab og et identitetslandskab. Handlelandskabet er formet af a) begivenheder, der er knyttet sammen i en b) bestemt rækkefølge gennem c) i en temporal rækkefølge med fortid, nutid og fremtid. De handlinger er samlet i et specifikt plot.

Bevidsthedslandskabet er formet af fortolkningen af karaktererne i historien. Opfattelser og tanker. Det betyder, at ønsker, kvaliteter og indre tilstande bliver formuleret gennem teksten. I Whites terapi handler det om at klargøre a) naturen af ens præferencer og ønsker b) karakteren af forskellige personlige og relationelle kvaliteter c) konstruktionen af deres indre stadier d) hvordan deres foretrukne antagelser er, og endelig hvor dybt det er bundet til dem. ^[8]På engelsk: Comitted

 

Dekonstruktion

Ud over at hente noget fra det narrative, har han også hentet noget fra postmodernismen. Et væsentligt begreb, der voksede frem her, var dekonstruktion. Begrebet kan føres tilbage til filosoffen Jacques Derrida. Hans dekonstruktion bestod i at tage et opgør med den metafysik, der havde præget vesten siden Platon (472-374 f.kr). Før dette opgør læste man efter strukturer i en tekst, som gav mening. Med Derrida blev læseren en skabende del af meningen. Læseren opløser den logik, der er i teksten, for at opbygge en anden.

White tager begrebet, men ændrer betydningen af det. Dekonstruktion for White er procedurer, som undergraver virkeligheder og praksiser, der har været taget for givet. Det kan for eksempel være en fortælling om selvet eller de relationer, som selvet er en del af. Der er flere grundlæggende forudsætninger for White, som han henter fra det socialkonstruktivistiske paradigme:^[9]se https://projekter.aau.dk/projekter/files/70332209/Louises_speciale_korrektur_18.10.2012.pdf s.31

Tanken er, at de dominerende historier i ens liv kan være med til at holde folk nede.

Antiessentialisme

Antiessentialisme er udtryk for, at man afviser, at ting eller begreber han en fast essens, der kan defineres objektivt. Det bruges inden for en del sociologiske studier. Alternativet er, at de kategorier, vi bruger, er bundet af den tid og kultur, de er opstået i. Ud over at afvise eksistensen af objektive begreber, søger man også at underminere brugen af objektive begreber. Der er ingen begreber, der er objektivt sande. Tanken trækker tråde tilbage til Nietzsche.

Antirealisme

Udtrykket dækker over flere forskellige positioner. I filosofisk forstand dækker det over, at et sandhedsudsagn ikke skal måles ud fra relationen til virkeligheden, men til dens indre logik. Ud fra dette synspunkt bliver viden ikke produceret på baggrund af objektive faktorer, men ud fra perspektiver, som er afhængig af vores kulturelle og sociale opfattelse af virkeligheden.

Sproget som meningsskabende

Måden, vi taler om ting på, er med til at forme, hvordan vi ser virkeligheden. Sproget er ikke grundet i den objektive verden, men i vores måde at tale om verden på.  Sproget skaber virkeligheder. Når sproget skaber virkeligheder, kan nogle problemer opløses ved at italesætte problemet anderledes. Der er stor forskel på at sige “Jeg er uoplagt og har simpelthen ingen energi, når jeg er på arbejdet” og så at sige: “Uoplagtheden har påvirket min energi, når jeg er på arbejdet”. Sproget er et meningsskabende værktøj, og mening skabes i sammenhæng med andre. Dermed understreges mennesket som et socialt væsen.

Metoder

Michael White udviklede flere forskellige metoder til at hjælpe sine klienter. Fælles var, at han forsøgte at undgå at være eksperten i klientens liv. Det skulle være klienten selv, der var ekspert på klientens eget liv.

Personens livshistorie

Det første aspekt af Michael White-terapi er dens fokus på en persons livshistorie. Denne tilgang anerkender, at en persons identitet og adfærd er formet af sine oplevelser og de historier, vedkommende fortæller sig selv. I Michael White-terapi arbejder terapeuten sammen med klienten for at identificere deres dominerende fortælling, som er den historie, som de mener definerer deres liv. Denne fortælling kan være positiv eller negativ, og den kan have en dyb indvirkning på, hvordan individet ser sig selv og sin plads i verden.

Når den dominerende fortælling er blevet identificeret, vil terapeuten arbejde sammen med klienten for at udforske alternative historier, som kan føre til positive forandringer. Denne proces involverer at udfordre klientens tro på sig selv og sine oplevelser. Ved at gøre det kan terapeuten hjælpe klienten til at se sit liv i et nyt lys og skabe en mere styrkende fortælling.

Eksternalisering

Det andet aspekt af Michael Whites terapi er brugen af ​​eksternaliseringsteknikker. White formulerde det som at “personen er ikke problemet, men problemet er problemet.” Baggrunden er, at personen og problemet er adskildte størrelser.

Modsætningen til eksternalisering er internalisering. Det begreb går igen tilbage til Foucault, der definerer “Internaliseret personlig samtale som en handling af selvkontrol ud fra nogle sociale standarder”.

Det er nogle gange set som det vigtigste greb inden for den narrative terapi. Denne tilgang involverer at adskille problemet fra personen, hvilket giver klienten mulighed for at se sine kampe på en mere objektiv måde. Ved at eksternalisere problemet kan klienten få en bedre forståelse af, hvordan det påvirker liv og relationer. Terapeuten vil bruge spørgsmål og tilskyndelser til at hjælpe klienten med at udforske forskellige perspektiver og skabe nye historier, der kan føre til positiv forandring. Ud fra Whites erfaringer skaber dette greb en række fordele; det formindsker uproduktive konflikter, det underminerer den følelse af fejl, som man har udviklet, fordi problemet består, selv om man har forsøgt at løse det. Det skaber vej for, at man kan samarbejde om at løse problemet. Det åbner op for nye muligheder for at handle. Det giver mulighed for en mindre stressende tilgang til problemet, og endelig skaber det mulighed for en dialog frem for en monolog. White har lavet følgende eksempel på, hvordan en sådan samtale kan forløbe:

 

Genforfattende samtaler

En anden teknik, der bruges i narrativ terapi, er at genforfattende samtaler. White peger på, at folk i terapi ofte fortæller historier. De har tit et tema eller et plot. Denne tilgang involverer omskrivning af klientens dominerende fortælling for at skabe en mere positiv og styrkende historie. Terapeuten vil arbejde sammen med klienten for at identificere centrale begivenheder og oplevelser i livet og hjælpe  ham eller hende til at se disse oplevelser i et nyt lys. Ved at gøre det kan klienten skabe en ny historie, der er mere i overensstemmelse med vedkommendes værdier og mål. I lyset af landskabsmetaforen udviklede han også spørgsmål, som tog udgangspunkt i de to forskellige landskabstyper.

Når det handler om af afdække handlelandskabet har White udviklet en række spørgsmål til dette:

• Hvordan blev du klar til at handle sådan?
• Overvejede du at lade være?
• Hvad var omstændighederne?
• Hvad tænkte du på?

Når det handler om at afdække identiteslandkabet brugte White spørgsmål som:

• Hvad viser historien om disse kampe, at du mener, er vigtigt i dit liv og hvad du står for?
• Hvad viser disse opdagelser dig om, hvad du vil med dit liv?

Genmedlemsgørende samtaler

White opererer med endnu en gruppe samtaler, der kaldes for genmedlemsgørende samtaler. De er meget interessante set ud fra et filosofisk synspunkt, fordi koblingen med konstruktivismen bliver tydelig. Udgangspunktet er, at man ikke ser mennesket som bygget på et Kerneselv. Det er derimod bygget på en “forbundethed i livet”. Det kalder White for en “livsforening”, altså en medlemsskare bestående af vigtige personer fra ens fortid, nutid og mulige fremtid. Tanken i samtalen er, at man tager de enkelte skikkelser op til revision for at opgradere nogle medlemmer til at have en vigtig plads i ens forening og måske diskvalificere andre stemmer.

Stilladsering

Det tredje aspekt af Michael White terapi er stilladsering af samtaler for at fremme selvrefleksion og vækst. Tanken er at se samtalen som et stillads, hvor man bevæger sig op igennem flere etager. For hvert trin bygger man et nyt stillads, inden man går videre. Ideen er, at man griber fat i det, klienten kender, og prøver at finde nærmeste udviklingszone.

Denne tilgang involverer at skabe et trygt og støttende miljø, hvor klienten kan udforske sine tanker og følelser. Heraf følger billedet med stilladset. Terapeuten vil bruge spørgsmål og tilskyndelser til at hjælpe klienten med at få indsigt i sine oplevelser og skabe nye historier, der fører til positiv forandring.

Stilladssamtaler er et væsentligt aspekt af Michael Whites terapi, da de giver klienten mulighed for at tage ejerskab over sin historie og skabe sine egne løsninger. Terapeuten fungerer som en guide, der hjælper klienten med at udforske sine oplevelser i et nyt lys og skabe nye historier, der er i overensstemmelse med værdier og mål. Det handler om at skabe refleksiv distance. Man opbygger et stillads, så man kan få at vide, hvad der er vigtigt. Man opbygger et begrebsmæssigt stillads, så folk kan få adgang til deres intentioner og værdier.

 

Virker Narrativ terapi?

Der er efterhånden lavet en del forskning der viser, at narrativ terapi har god effekt på blandt andet PTSD. Metoden har også haft effekt på behandling af folk med kroniske smerter, hvor deres livskvalitet er forøget.