Tilknytningsmønstre: Forstå mere af dine relationer

Hvad er tilknytningsmønstre? Det er en beskrivelse af den grundlæggende relation, vi udviklede til vores primære omsorgsperson – ofte vores mor – i barndommen. Forskningen inden for tilknytningsteori har vist en klar sammenhæng mellem tilknytningsmønstre og udviklingen af angst. Der er også lavet en del undersøgelser af tilknytnings indflydelse på relationer, der viser, at der er en sammenhæng.

Teorien beskriver, hvordan børn og mødre er knyttet til hinanden, og hvordan kvaliteten af denne tilknytning påvirker barnets udvikling. Karen Vibeke Mortensens video om tilknytning hos børn giver en fin introduktion til hvad det handler om.^[1]Ud over at forstå hvordan børn udvikler sig, har man også stillet spørgsmålet: Hvilke tilknytningsmønstre passer sammen som voksne? . Hvad er det centrale i John Bowlbys tilknytningsteori? Det ser vi på i det følgende.

I 1946 opstod begrebet hospitalisme, som beskriver, det der sker med børn, når de i lang tid var indlagte og derfor oplevede lang tids adskillelse fra deres forældre. Cirka 20 år senere beskrev John Bowlby de sogreaktioner, der opstod hos børn når de oplevede denne langvarige adskillelse. Han var af den overbevisning, at klassisk psykologi undervurderede betydningen af adskillelsen. På baggrund af disse og andre studier udviklede Bowlby tilknytningsteorien. John Bowlby konstaterede, at i et barns første leveår var “En varm, tæt og ubrudt relation til sin mor” var afgørende for et barns psykiske sundhed.^[2]Wennerberg, Vi er vores relationer s.33

Tilknytningsteori forsøger at vise, hvordan vi som børn har en relation til vores mor, som indeholder to forskellige “kraftfelter”.  Det ene er nærhed, og at være relateret til andre mennesker. Det andet er behovet for selvstændighed. Som børn kommer behovet for nærhed til udtryk når vi søger trøst og sikkerhed hos vores mor. Behovet for selvstændighed kommer til udtryk i barnets søgen ud i verden, for at gå på opdagelse. Dynamikken mellem de to behov eller “kraftfelter” danner en grundlæggende ide i teorien.

Hvad er tilknytningsteoriens 4 tilknytningsmønstre?

Teorien arbejder med fire grundlæggende tilknytningsmønstre og et, der falder lidt udenfor. Mønstrene beskriver, hvad der sker, når et barn udsættes for ”naturlige faresignaler”.
Det fandt man ud af ved at lave en form for et forsøg: Man satte et barn ind i et hyggeligt rum. Rummet var møbleret med to stole og forskelligt legetøj. Til at begynde med, var moderen til stede sammen med barnet, for at barnet kunne gøre sig fortroligt med rummet.

Derefter kom en person, barnet ikke kendte, ind i rummet. Derefter forlod moderen rummet i to omgange. Det, man så undersøgte, var, dels hvordan barnet reagerede, når moderen forlod rummet, dels hvordan det reagerede, når moderen vendte tilbage til rummet. Det smarte ved denne situation var, at man både kunne undersøge, hvordan barnet forholdt sig til nærhed og selvstændighed, og barnets evne til at bruge sin mor som en tryg base i mødet med en fremmed person.
Undersøgelserne viste, at børnene faldt i forskellige hovedgrupper: Trygge børn og utrygge børn. De utrygge børn fordelte sig i to grupper: utryg-undgående og utryg-ambivalente.

Tryg tilknytningsmønster

Et trygt ^[3]Hentet fra: https://da.wikipedia.org/wiki/Tilknytningsteori tilknyttet barn vil være undersøgende, når forælderen er i lokalet, og vil engagere sig i den fremmede. Når forælderen forlader lokalet, vil barnet blive synligt oprevet, og barnet vil være glad for at blive genforenet med forælderen. Cirka 65 % af amerikanske børn fremviser dette mønster. Forskning peger på, at et trygt tilknytningsmønster er relateret til veludviklet social og emotionel funktion senere hen.

Tryg base

Når et barn mærker, at forældrene er til stede, pålidelige, beskyttende, engagerede og opmærksomme, udvikler det typisk en tryg tilknytning og føler sig sikker. Det skyldes, at barnet får hjælp til at håndtere sine følelser – enten ved at blive trøstet, så de svære følelser mindskes, eller gennem leg og stimulering, der fremmer de positive følelser. På den måde får barnet en “tryg base” og en “sikker havn” at vende tilbage til efter at have udforsket verden. Denne tryghed opfylder barnets behov for både sikkerhed og nysgerrighed, og samtidig mindskes risikoen for at udvikle angst senere i livet.

Når man bliver voksen har man erfaringen af den trygge base med sig, hvilket får betydning i de relationer vi danner med andre mennesker.

Ængstelig/ambivalent tilknytningsmønster

Det ængstelige/ambivalente barn vil være ængstelig over for fremmede og vil ikke være undersøgende, heller ikke selvom forælderen er til stede. Når forælderen forlader rummet, bliver barnet voldsomt stresset. Barnet vil være ambivalent over for forælderen efter genforeningen: På samme tid vil barnet forsøge at opnå fysisk nærhed og være afvisende over for forælderens opmærksomhed. 10-15 % af amerikanske børn fremviser dette mønster.

Kendetegn ved en person med ængstelig/ambivalent tilknytning

I voksne parforhold hvor den ene har dette tilknytningsmønster kan der opstå en række problemer. På den ene side vil der være stor angst for, at ens partner ikke holder af en. På den anden side føles nærhed utrygt.

I 2008 blev der lavet et studie, der viste en relation mellem social angst og ambivalent tilknytning ^[4]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2574513/  se også  https://pdfs.semanticscholar.org/f188/6d04b4e42cbe44f8c629af67bb836b3a108d.pdf. Se også: … Continue reading.

Ængstelig/afvisende tilknytningsmønster

Det ængstelige/afvisende barn vil være relativt upåvirket af, at forælderen forlader rummet og kommer tilbage. Barnet vil opføre sig tilnærmelsesvist ens over for forælderen og den fremmede, og der ses kun begrænset undersøgelsesadfærd. Cirka 20 % af amerikanske børn fremviser dette mønster. Man har fundet ud af, at børn i denne gruppe ofte oplever en stor mængde indre stress, og har forøget puls og forøget mængde af stresshomonet kortisol.

Som voksen vil man længes efter nærhed, men samtidig frygte at folk kommer for tæt på.

Utryg/desorganiseret tilknytningsmønster

Det desorganiserede tilknytningsmønster er den mest utrygge tilknytningsform. Børn med desorganiseret tilknytning har forvirrede, usammenhængende adfærdsmønstre efter genforening.

En del forskere peger på, at desorganiseret tilknytning formes tidligt i barndommen, og at det kan hænge sammen med frygtsom adfærd hos forældre eller traumatiske oplevelser som vanrøgt eller overgreb. Børn med ængsteligt/afvisende tilknytning vil ofte vokse op i et miljø, der er følelsesmæssigt ufølsomt over for barnet, mens et barn med et desorganiseret mønster vil være vokset op i et miljø, der følelsesmæssigt har været oplevet som truende.

Et desorganiseret tilknytningsmønster vil, i langt højere grad end de mere udbredte ængstelige tilknytningsmønstre, resultere i fejludvikling, som f.eks. et meget højt niveau af aggression og fjendtlighed senere i barndommen. Der er en række problemer, der kan følge med i voksenlivet, når man har dette mønster: Et forvrænget selvbillede, lavt selvværd,  adfærdsudfordringer, angst og depression.

Forskning

Hvis man ser på forskningen, så viser den:

• At omkring 15 % af alle børn udviser denne form for adfærd. Samtidig peger nogle undersøgelser på, at blandt børn fra familier med lav socialøkonomisk status kan det være op mod 30 %. Dette, sammen med andre faktorer, indikerer, at desorganiseret tilknytning ikke nødvendigvis har genetiske rødder.
• At desorganiseret tilknytning forekommer hyppigere i familiære kontekster præget af alkoholmisbrug, psykisk sygdom hos omsorgspersonerne og ægteskabelig konflikt.
• En tæt sammenhæng mellem omsorgssvigt og desorganiseret tilknytning. Dette mønster udvikles hos børn, der vokser op i hjem med psykisk, fysisk eller seksuelt misbrug. I nogle undersøgelser af mishandlede børn viser op mod 90 % desorganiseret tilknytning. ^[5]Se f.eks.: https://psykologisk.no/2020/08/desorganisert-tilknytning-en-begrepsavklaring/

Konsekvenser af tilknytning

Noget tyder på, at der er en sammenhæng mellem tilknytning og angst. Samtidig er det et vanskeligt område, fordi på samme måde som tilknytning kan generere angst, ser det også ud, som om angst kan påvirke kvaliteten af tilknytning^[6]Se: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3266769/. Det får nogle forskere til at konkludere, at utryg tilknytning syntes at være medvirkende årsag til forskellig slags psykopatologi^[7]Se: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3266769/ Se også: https://angstinfo.dk/forskning/#8998.
Andre forskere mener, at tilknytningsteorien muligvis kan forklare, hvordan forældre som en tryg base kan give barnet følelsen af forudsigelighed og kontrol. Samtidig kan mangel på en tryg base føre til utryg tilknytning og angst. ^[8]Hougaard et. al Angst og Angstbehandling, s.64

En central pointe i teorien er, at psykisk sygdom overvejende opstår som en funktion af frygt for faktiske eller oplevede trusler imod et barns overlevelse: Frygt for farer, for tab eller for at blive forladt.

Tilknytning og sex

Sex og tilknytning hænger faktisk sammen. Noget peger på, at sikker tilknytning hænger sammen med:

• Et tilfredsstillende sexliv
• At søge efter langtidsforhold
• At have færre one-night stands i ungdomsårene

Omvendt synes utryg tilknytning og et mindre tilfredsstillende sexliv også at være knyttet sammen. Hvis ens tilknytningsstil er præget af angst, vil man ofte have bekymringer om, hvordan den anden opfatter en. Man vil også ofte føle sig misforstået af sin partner. Adfærden vil have tendens til at blive klæbende, hvilket kan medføre:

• Tendens til at sex og følelser løsrives fra hinanden
• Større tendens til seksuel afhængighed
• Mindre grad af intimitet og involvering i romantiske forhold

Mere om tilknytning

Der er skrevet meget om tilknytningsteori. En af de lettest tilgængelige bøger på dansk er Inge Holm Den indre uro, fra Historia forlag. Hun har også udgivet bogen Livsfarlig familie i 2019. Det er en meget informativ bog.

På sin hjemmeside præsenterer Inge Holm bogen således:
“Med afsæt i tilknytningsteori og neurovidenskab belyser Inge Schützsack Holm, hvad det er for samspilsprocesser, der kan erodere et barns medfødte tillidsevne og forstyrre dets sunde udvikling. Alle familier er forskellige, men dysfunktionelle familier har det til fælles, at de primære omsorgspersoner er emotionelt umodne og absorberede af egen lidelse. De kan derfor ikke møde barnet på en tilstrækkelig empatisk og mentaliserende måde, hvorved barnets integritet, livsduelighed men også fysiske helbred kompromitteres.”

Bogen fik en god lektørudtalelse, hvor det blandet andet hedder: “I et utrygt opvækstmiljø med emotionelt umodne forældre udvikler barnet selvbeskyttelsesstrategier, og opvæksten giver senfølger, som kan vise sig en mangfoldighed af psykosomatiske symptomer og reduktion af sociale kompetencer. Man lider og føler sig forkert, men ved ikke hvorfor. Inge Schützsack Holm fortæller om de processer, der forstyrrer barnets udvikling, med tab af livsglæde, trivsel og sundhed som voksen. At genfinde sit autentiske selv fordrer at se sig selv og sine forældre klart og bryde med familiemønstret, evt. i terapi, som beskrives i bogen. Bogen, der tager afsæt i tilknytningsteori og neurovidenskab, slutter med et kapital om at finde sin styrke. ISH er psykoterapeut med speciale i stress og traume.”

En anden mulighed er bogen “Vi er vore relationer” udgivet af den svenske psykolog Tor Wennerberg, og udgivet af Dansk Psykologisk forlag. Forlaget beskriver bogen på følgende måde: “En grundig og lettilgængelig beskrivelse af, hvordan tilknytning – det vil sige de tidlige og stærke følelsesmæssige bånd, som børn knytter til nærtstående voksne – påvirker personlighedens udvikling.”

FAQ om tilknytning