Her kan du læse om
Her kan du læse om
Ambivalent tilknytning er et af de fire tilknytningsmønstre, som John Bowlby fandt i sin forskning.[1]Derfor kaldes det også nogle gange ambivalent tilknytningsmønster Udtrykket ambivalent beskriver, at mønsteret er præget af modstridende følelser.[2]Tilknytning er ikke nødvendigvis negativ. Den kan også være tryg og positiv. For en forklaring af hvad tryg tilknytning gør se: https://angstinfo.dk/optimal-tilknytning/. “Anxious” til det danske “Ambivalent tilknytning”. På engelsk kaldes den nogle gange for “ambivalent attachment” mens den andre gange kaldes for “anxious–ambivalent attachment style”. Man skønner, at 8% af en befolkning kan klassificeres med ambivalent tilknytning.
Her har den ambivalente et negativt syn på sig selv, men et positivt syn på andre. Det negative billede af sig selv, følges op af monologer, eller en indre “stemme” der har en stor selvkritik.
Der er en sammenhæng mellem ambivalent tilknytning og negative oplevelser i barndommen. I undersøgelser viser ambivalent tilknyttede børn en hyperaktivitet for at få deres tilknytningsbehov tilgodeset. Det er, som om børnene søger en mor, der ikke rigtig er der, selvom hun er fysisk til stede. Omsorgspersonen har været inkonsistent i hendes måde at besvare barnets behov på.[3] Her kommer moderen til at handle på en modsat måde i forhold til mødre hos trygt tilknyttede børn. https://www.attachmentproject.com/blog/anxious-ambivalent-attachment-in-children/ Nogle gange reagerer moderen støttende og lyttende overfor barnets behov, andre gange forstår hun ikke barnet. Moderen kan ikke rumme de behov barnet har, og kan ikke håndtere dets behov for selvstændighed. [4]Se også: https://angstinfo.dk/livsfarlige-foraeldre/
Den dobbelte erfaring gør det vanskeligt for barnet at vide, hvad det kan forvente i fremtiden. Det får den konsekvens, at relationen, der er mellem barnet og den voksne, foregår på den voksnes præmisser.
Adfærden hos børn med ambivalet tilknytning er modstridende. Et barn der bliver forladt af sin mor reagerer med smerte, vrede. Når mor så kommer tilbage lader det sig vanskeligt trøste.
Undersøgelser af relationen mellem ambivalent tilknyttede børn og deres mødre viser, at samspillet i høj grad er baseret på moderens behov[5]Wennerberg Vi er vore relationer, Dansk Psykologisk Forlag p.49. Konsekvensen er, at man som barn ikke har tillid til, at forældreren altid er der, og barnet kan ikke forudsige forældrenes reaktion, fordi der ikke er nogen konstans i hendes mønster. Det betyder, at barnet begynder at se forældrenes handlinger som uforudsigelige.[6]https://coptysblog.wordpress.com/2011/09/11/hun-passer-til-mit-sar-ikke-til-min-sjael-ambivalent-tilknytning/
Den uforudsigelige forælder kan nogle gange reagere støttende og lyttende over for barnets behov, mens det andre gange ikke forstår eller ignorerer barnet. Denne inkonsekvens i forælderens adfærd skaber en dobbelt erfaring for barnet, hvor det er svært for barnet at forudsige, hvordan forælderen vil reagere i fremtiden. Dette fører til en ængstelse hos barnet, og det kan udvikle en ambivalent tilknytning, hvor det er ængsteligt og usikkert i relationer.
Et ambivalent tilknyttet barn, vil ofte forsøge at være tæt på dets forældre, handle for at få opmærksomhed og føle sig usikker når de undersøger verden. Nogle gange vil barnet også have vanskeligt ved at fokusere på opgaver, der skal løses.[7]https://www.attachmentproject.com/blog/anxious-ambivalent-attachment-in-children/
Der er også noget, der tyder på, at hvis et barn har en ambivalent tilknytning, så vil moderen også have det. Det handler ikke så meget om arv og gener, men mere om en fortsættelse af en adfærd, som måske er gentaget ned gennem generationer.
Man tager sit tilknytningsmønster med sig fra barndommen ind i voksenlivet, og det vil smitte af på en relation til andre mennesker. I en romantisk relation bliver dette tydeligt. Her vil den voksne, der er ambivalent tilknyttet, slås med følelser af frygt for adskillelse, afhængighed og ambivalens. En anden mulighed er, at man optræder ambivalent, hvor man både har “fuld fart frem” og “bremsen i” [8]https://psykolog-frederiksberg.dk/aengstelig-ambivalent-tilknytning/ . Det betyder, at man i parforhold både vil tæt på og være på afstand – man frygter nærhed og intimitet samtidig med, at man er afhængige af andres støtte og omsorg.
Man sammenligner nogle gange denne tilknytningsform med en blæksprutte, fordi den klæber sig til andre, og længes efter bekræftelse. Det fører til, at man er meget opmærksom på ting der kan tolkes som en afvisning. Det kunne for eksempel være at ens partner vender ryggen til for at sove.
Kendetegn hos voksne med ambivalent tilknytning
Dette tilknytningsmønster hos den voksne, er kendetegnet ved[9]http://ingeholmaps.dk/wp-content/uploads/Tilknytning-uviklingstramer-og-stress.pdf, at man:
De følelser der ofte knytter sig til den ambivalente stil, er vrede, angst, fjendtlighed og stress.
Hvis en voksen med ambivalent tilknytning er i et parforhold, kan nogle af disse udsagn passe på personen:
Når partneren klager over, at man hænger for meget på ham/hende er det ikke uden grund for den ambivalente. Man længes efter nærhed hvilket kan komme til udtryk netop i at man hænger på den anden. Dertil kommer så, at man lidt efter kan få et enormt behov for afstand.
Der er en del lighedspunkter mellem angst og ambivalent tilknytning. Tilknytningsteorien taler om angst, der er knyttet til relationen med omsorgspersonen. Den angst er knyttet til en frygt for at blive afvist i relationen. Der er en del forskning der peger på sammenhæng mellem ambivalent tilknytning og angst senere i livet. Et bindeled er sandsynligvis, at usikker tilknytning fører til forringet evne til at regulere sine følelser. Der er lavet en del forskning om ambivalent tilknytning
Der findes en del god litteratur om tilknytning. På dansk er der “Vi er vores relationer” udgivet af Tor Wennerberg. Bogen gennemgår de forskellige tilknytningsmønstre, og har dernæst fokus på det der kaldes for “Desorganiseret tilknytning”. En af mange pointer er, at utryg tilknytning fører til, at det er vanskeligt at regulere ens følelser. Fra barneperspektiv kan det handle om, at barnet fx oplever, at mor eller far reagerer med sin egen vrede, når det skriger, fordi det er oprevet. Det betyder, at barnets egne følelser bliver forstærket frem for at blive reguleret. Konsekvensen af det er, at ens egne følelser opleves kaotiske og de intensiveres på en smertefuld måde.
Noter