Sigmund Freud - Vigtige personer i psykologiens historie

Sigmund Freud

1856 - 1939

Psykologiens historie havde set noget anderledes ud hvis det ikke var for den østriske neurolog Sigmund Freud. Han er bedst kendt for sin udvikling af psykoanalyse, en metode til at analysere ubevidste konflikter. Freuds teorier om børns seksualitet, libido og egoet var indflydelsesrige akademiske begreber i det 20. århundrede. Hans arbejde er blevet bredt undersøgt og debatteret i årtier, og hans indvirkning på psykologiområdet kan fortsat mærkes i dag. Dog er flere af hans teorier forladt i dag.

Sigmund Freud blev født i Freiberg, Mähren i 1856. Han studerede medicin ved universitetet i Wien. Han udviklede begrebet psykoanalyse under sit arbejde med patienter, der led af hysteri. Han mente, at ubevidste konflikter var grundårsagen til mange psykologiske problemer, og at han ved at analysere en patients drømme, frie associationer og fantasier kunne få indsigt i disse konflikter og hjælpe patienten med at overvinde dem. På denne måde blev psykoanalysen et stærkt værktøj til at udforske dybderne af det menneskelige sind.

En af hans døtre, Anna Freud, uddannede sig som psykoanalytiker og førte faderens teorier videre.

Hans familie flyttede i 1859 til Leipzig, og derfra flyttede de til Wien året efter. I 1886 stoppede han med at arbejde på hospital og begyndte i stedet en privat praksis for folk med “nervøse lidelser”. Han døde i London 1939.

Inspirationen

Hvor fik Freud sine ideer til udviklingen af sine teorier? Der er flere muligheder;

Der er nogle, der tillægger skiftet fra Leipzig til Wien stor betydning for den senere udvikling af Freuds teorier. Nogle mener, at hans fokus på forførelsestemaet hænger sammen med synet på kvindelig seksualitet i Wien.^[1]https://www.britannica.com/biography/Sigmund-Freud  Freud hentede inspiration fra flere forskellige, heriblandt den østrigske læge Josef Breuer (1842-1925). Nogle går endda så vidt, at de mener, at udviklingen af psykoanalysen mere var Breuers fortjeneste end Freuds  ^[2]https://blogs.scientificamerican.com/mind-guest-blog/step-aside-freud-josef-breuer-is-the-true-father-of-modern-psychotherapy/ . Deres samarbejde løber med tiden ud i sandet, blandt andet fordi … Continue reading

En anden kilde var tyskeren Wilhelm Fliess (1858-1928).  Freud blev gode venner med Fliess og anså ham for at være biologiens Kepler.^[3]https://en.wikipedia.org/wiki/Wilhelm_Fliess Han spillede en rolle i udviklingen af psykoanalysen og udviklede teorier om barnlig seksualitet i midten af 1890’erne.

Immanuel Kant

En anden inspiration var nok moralfilosoffen Immanuel Kant (1724-1804). Kant er den filosof, Freud refererede oftest til i sine værker. Fælles for Freud og Kant var, at de beskæftigede sig med, hvordan bevidstheden var med til at strukturere den måde, vi opfatter virkeligheden på.^[4]Vi ved, at Freud ejede et eksemplar af Kants Kritik af den rene fornuft, og at dømme ud fra noterne i den har han i hvert fald læst de første 100 sider.

Der er mindst to paralleller mellem Kant og Freud.

Ding-an-sich og det ubevidste

Kant laver et skel mellem verden, som den er i sig selv, og verden, som “jeg” oplever den. Ifølge Kant ser “Jeg” verden gennem nogle kategorier, som “Jeg” har, uafhængig af virkeligheden. Virkeligheden har jeg ikke adgang til, Virkeligheden kaldes “Ding-an-sich” (tingen i sig selv), og virkeligheden, som jeg oplever den “Ding-für-mich”. Det, jeg har adgang til, er kun min oplevelse af verden – ikke verden selv.

Her er der en ret klar parallel mellem Kants “Ding-an-sich” og Freuds teori om det ubevidste; På samme måde som jeg ifølge psykoanalysen ikke har adgang til det ubevidste, har jeg heller ikke adgang til “ding-an-sich”. Der er noget, der ligger hen i det erkendelsesmæssige mørke.

Det kategoriske imperativ

Kant udviklede også en moralteori, hvor begrebet “Det kategoriske imperativ” kom til at spille en helt central rolle.  Det er der forskere, der til en vis grad ser det som en parallel til psykoanalysens overjeg.

En del af de freudianske teorier er forladt i dag, men teorien om det ubevidste er blevet stående.

Personlighedsmodel

Den freudianske forståelse af den menneskelige psyke er opdelt i tre planer: “id”, “Jeg” og “overjeg”. De to grundlæggende skrifter om den model er fra 1920’erne. I 1920 kom Jenseits des Lustprinzips og i 1923 kom Das Ich und das Es.

Id

“Id” er den mest grundlæggende del af personligheden. Den udgør vores drifter og er til stede helt fra fødslen. “Id” er styret af lystprincippet, der søger mod omgående opfyldelse af behov og ønsker.  Det indeholder drifter og lyster, hvoraf den primære er seksualdriften. Nyfødte er styret af “id”. Det betyder, at de kun er orienteret imod at få deres behov tilfredsstillet. “Id” er ikke skarpt adskilt fra “jeg”. I bogen “Jeg og Id” fra 1923 skriver han, at de nedre dele af jeget smelter ind i “Id”. De undertrykte dele af vores psyke er afskåret fra “Jeg”, men de kan kommunikere med “Jeget” gennem “Id”.

Jeg

“Jeg” kaldte Freud for vores realitetssans. I modsætning til “Id” er det styret af realitetsprincippet. Det er den del af vores personlighed, der tillader id’s drifter og impulser at blive udtryk på en måde, som ikke skaber negative konsekvenser. Det er Jeg, der forsøger at opnå en balance mellem “Id”, “Overjeg” og virkeligheden.  Freud sammenligner forholdet mellem Id og Jeg med forholdet mellem en hest og dens rytter; Rytteren holder hestens kræfter i skak. Rytteren skal samtidig vise vej for hesten. På samme måde er det “Jegs” opgave at transformere “Ids” ønsker til handlinger, som var det Jegs egne.

Overjeget

“Overjeg”  er den tredje komponent i Freds model. Det udvikles, når vi er mellem 3 og 5 år. Det er vores moralske kompas. I udgangspunktet er Overjegs moralske værdier lært fra vores forældre, men udvikles med tiden i mødet med andre. Freud kalder det enten “Overjeg” eller “ideal-jeg”

Konflikten mellem Overjeg og Id har Walt Disney flere gange med i sine tegneserier og film. I flere af dem kan man se følgende billede i forskellige udgaver

Her repræsenterer den røde djævel Id og den hvide engel repræsenterer Overjeg.

Udviklingsteori

Freuds teori om barnets udvikling har haft stor betydning i den vestlige psykologi. Han inddelte menneskets psykiske udvikling i en række faser, hvor forskellige behov skulle opfyldes. Hver fase skulle gennemleves, og hver fase var forbundet med en specifik konflikt, der skulle løses, før man med succes kunne bevæge sig til den næste fase. De forskellige faser er i en vis grad defineret ud fra, hvordan den seksuelle kraft kommer til udtryk:

1. Den orale fase (0-1 år): Her er barnets primære kilde til tilfredsstillelse munden. Udgangspunktet er, at det får mad fra mors bryst, hvilket giver det tilfredsstillelse, og det opbygger tillid til andre mennesker. Freud mente, at hvis der gik noget galt i denne fase, kunne det komme frem som rygning, neglebidning, overspisning og sutten-på-tommelfinger senere i livet.
2. Den anale fase (1-3 år): Her lærer barnet at kontrollere sin afføring, og barnet oplever stor tilfredshed ved at kunne det. I denne fase opstår den første konflikt med en autoritet, hvor voksne sætter grænser for, hvor og hvornår barnet kan komme af med sin afføring. Denne konflikt kan få betydning for barnets senere relationer til alle former for autoriteter.
3. Den falliske fase (3-6 år): Her udvikler barnet sin seksualitet og begynder at opbygge en identitet og en bevidsthed om kønsroller. Barnets libido centreres omkring kønsdelene. Barnet bliver mere bevidst om dets egen krop og udvikler en fascination af både sine egne kønsdele og af det modsatte køns kønsdele. Denne bevidsthed sætter gang i konflikten mellem erotisk tiltrækning, jalousi og frygt. ^[5]Hos drenge kaldes det for Ødipuskomplekset. Det var C.G . Jung, der opfandt begrebet Elektra-komplekset for konflikten hos piger, mens det var Freud, der pegede på selve dynamikken.
4. Latensfasen (6-11 år): Her udvikler barnet sine sociale og intellektuelle færdigheder og begynder at interagere mere med jævnaldrende. I denne periode er libidoen hvilende, hvilket betyder, at fokus skifter fra seksuel til social udvikling. Den hvilende libido skal ses i kontrast til udviklingen i den falliske fase og den efterfølgende falliske fase. I forhold til de tidligere faser glider konflikttemaet i baggrunden i latensfasen
5. Den genitiale fase (fra puberteten): Libidoen, der var hvilende i latensfasen, vågner igen. Der sker en modning af seksualiteten, og der udvikles et ønske om at opbygge sunde og intime relationer med andre og at blive mere seksuelt aktiv.

Litteratur og kunst

Det, de fleste kender til Freud i dag, er hentet fra deres gymnasietid. Han står fadder til psykoanalytisk tekstteori, som er en grundlæggende måde at læse tekster på. Det grundlæggende greb, man gør sig, er at se teksten på linje med en drøm. For at tolke den skal man have fat i det som kaldes ægget, altså jeg, id og overjeg. Noget af det, man gør i denne tekstteori, er, at man ser teksten som et udtryk for spændingerne mellem de forskellige kræfter i personen.

Leonado da Vinci og religion

Freud brugte også modellen i analyse af kunst. I 1910 underkastede han Leonardo da Vincis kunst en analyse, og et par år før (1907) udgav han en analyse af en novelle.  I 1913 udvidede han den til sociologi. Den engelske antropolog Sir James George Frazer (1854-1941) arbejdede med religion i oprindelige folkeslag. Med udgangspunkt i det arbejde forsøgte Freud at sætte noget af det religiøse udtryk ind i sin psykologiske ramme.

Psykoanalysen er blevet set som en model til at fortolke mennesket som sådan. Det kommer blandt andet til udtryk i psykoanalytisk litteraturteori. Freud selv gjorde sig nogle overvejelser om forholdet mellem psykoanalyse og litteratur.

Hans udvikling af psykoanalyse, hans teorier om børns seksualitet og Jeg’et og hans indflydelse på udviklingen af ​​psykoanalytiske organisationer har alle spillet en nøglerolle i udviklingen af ​​psykologi som disciplin. Mens nogle af hans ideer kan have været kontroversielle eller udfordret over tid, er Freuds arv som en banebrydende tænker og praktiserende læge inden for psykologi fortsat sikker.

Angst

Freud udviklede flere forskellige teorier om angst igennem sit liv.

Den første teori var, at angst var udtryk for akkumuleret libido, som opstod på baggrund af et utilfredsstillende sexliv. Det kunne enten være afholdenhed eller afbrudt samleje. Her knyttes angst ikke sammen med tanker eller ideer, men med transformeret seksualdrift. Den teori går tilbage til midten af 1890’er.

Den næste teori var, at angst hang sammen med seksuelle eller aggreesive impulser, der ikke blev afladet, fordi de var kronisk undertrykt. Dette skifte kom samtidig med, at han udviklede hans teori om at undertrykke tanker. De seksuelle eller aggressive impulser bliver fraspaltet bevidstheden når de kommer i konflikt med samfundet normer.

Freud mente, at angst opstår fra ubevidste konflikter mellem Id’, Jeg og Overjeg. Ifølge Freud er Id den primitive og instinktive del af den menneskelige psyke, mens Jeg er den rationelle og bevidste del. Overjeg repræsenterer samvittigheden og de moralske værdier. Angst opstår, når der er en konflikt mellem disse tre dele af psyken, da de kæmper for at forene ønsker, tanker og handlinger. Freuds teori om angst antyder, at man oplever angst, når man ikke er i stand til at løse disse konflikter, hvilket fører til følelser af frygt, usikkerhed og ubehag.

I den sidste teori, som går tilbage til slutningen af 1920’erne udvikler han en teori om angst, der med tiden forkaster libidotanken. Her skelner han mellem automatisk angst, der er udløst af en traumatisk situation, hvor det hjælpeløse jeg bliver overvældet og signalangst. I denne teori vender han nogle af sine tidligere ideer på hovedet; Hvor han først så angst som et resultat af undertrykte følelser, bliver angst nu det, der forårsager undertrykkelsen.

Freud identificerede forskellige typer af angst, herunder realistisk angst, neurotisk angst og moralsk angst.^[6]https://www.tutorix.com/psychology/anxiety-a-threat-to-the-ego

Realangst

Realistisk angst er frygten for reelle og håndgribelige trusler, såsom naturkatastrofer eller fysisk skade. Det kan også kaldes for “objektiv angst”. På baggrund af den type angst forsøger man at flygte og bringe sig i sikkerhed for den konkrete fare.

Neurorisk angst

Neurotisk angst er på den anden side frygten for det ukendte eller den irrationelle frygt, der ikke har nogen åbenlys årsag. I lyset af Freuds model af psyken skal det ses som en konflikt mellem Id og Jeg. Jeg er truet af, at Id bryder igennem og viser dets irrationalitet i ens tanker og handlinger. Dermed er det ikke noget i den virkelige verden, der forårsager angsten, hvilket adskiller den fra realangsten. I skriftet “Hæmning, symptom og angst” kaldes det for “en fare, som man ikke kender”.

Moralangst

Endelig er moralangst frygten for at overtræde moralske koder eller samfundsnormer. Denne form for angst er knyttet til konflikten mellem Id og Overjeg. Id søger tilfredsstillelse af sine impulser og Overjeg forsøger at forhindre det. Freud hævdede, at disse forskellige typer angst er relateret til forskellige aspekter af den menneskelige psyke, og at de afspejler forskellige typer af ubevidste konflikter.

Forsvar mod angst

Freud var den første til at foreslå, at forsvarsmekanismer er ubevidste psykologiske processer, der beskytter individer mod angst og nød. Ifølge hans teori oplever alle mennesker angst, når de møder situationer, der truer deres selvfølelse eller velvære. Denne angst kan være overvældende, og man er måske ikke engang klar over det. Som svar aktiverer sindet automatisk forsvarsmekanismer for at beskytte sig mod angsten. Disse mekanismer fungerer uden for ens bevidsthed, og man er måske ikke engang klar over, at man bruger dem. Blandt de mekanismer, Freud opdagede, var: forskydning (skubber en ubehagelig følelse over på en anden), fortrængning (fjerner ubehagelige minder fra bevidstheden), projektion (tilskriver en anden ens uacceptable tanker og følelser), rationalisering (bruger logik til at forklare ting, der dybest set er følelsesmæssige), regression (man trækker sig tilbage til et tidligere udviklingsstadie).

De, der fulgte efter

Efter Freuds død blev hans tanker og teorier videreført af en række forskellige psykoanalytikere og psykologer, der udviklede deres egne perspektiver på og tilgange til hans arbejde. Nogle af de mest kendte af disse efterfølgere inkluderer Carl Jung, der brød med Freud og udviklede sin egen form for psykologi, Alfred Adler, som grundlagde individuel psykologi, og Melanie Klein, som udviklede en teori om tidlig barndomsudvikling og den tidlige oplevelse af fantasier. Samtidig opstod der strid om hans modeller. I London opstod der store spændinger, fordi John Bowlby med hans tilknytningsteori skabte store uenigheder.

FAQ