Forsvarsmekanismer - en oversigt over hjernens angstvåben

Benægtelse er en tidlig forsvarsmekanisme. Når man ignorerer noget, går det væk. Et grundlæggende element i forsvaret er, at man ikke ser det, der eksisterer i virkeligheden. Et kendt eksempel er, at dagdrømme nogle gange er udtryk for benægtelse, hvor man skubber hverdagens skuffelser fra sig.

Eventyret om Kejserens nye klæder udspiller sig omkring en benægtelse af fakta: kongen har ikke noget tøj på. Man kan også tolke nogle scener i Rødhætte som benægtelse. Rødhætte benægter det åbenlyse, at ulven er farlig. At hun faktisk ved det, kommer frem i bemærkningerne: “Og sikke store øjne du har, bedstemor”.

I den virkelige verden kan det komme til til udtryk, når en alkoholiker benægter, at han drikker for meget, eller en loyal medarbejder, der ikke ser, at chefen stjæler fra jobbet. Det kan også ske, når man benægter, at en var tæt på er død.

Anna Freud – datter af Sigmund Freud – fortæller om en dreng under anden verdenskrig, der var blevet adskilt fra sin mor. Han ender på et hjem for forældreløse børn. For at håndtere det fokuserede han på en fantasi om, at moderen vil hente ham, hvilket han fortalte til alle omkring sig. Han fortalte også om det tøj, han skulle have med sig. Når nogle bad ham om at stoppe fortællingerne, hævede han stemmen og tog forskellige stykker “ikke-virkeligt” tøj på – parat til at blive hentet af sin mor.

Et andet klassisk eksempel er benægtelse af dødsfald eller alvorlig sygdom.

Man kan dele dette forsvar op i forskellige grupper:

• Benægtelse som sådan: Afvisning af en virkelighed på trods af tydelige beviser. Et eksempel er afvisningen af jødeudryddelsen under anden verdenskrig. Alkoholikeren kan man også placere i denne gruppe
• Benægtelse i handlinger:  Man  gør noget, som symbolsk set siger “Dette er ikke sandt”. Et eksempel er patienten, der nægter at modtage behandling, fordi han ikke mener, han er syg. Drengen ovenfor er et eksempel på det.
• Benægtelse i ord: Midt i en ophidset diskussion mellem to siger den ene: “Du må ikke tro, jeg er vred på dig”

Fortrængning består i, at tankeindhold og/eller en dertil forbundet følelse bliver udelukket af bevidstheden. Freud, der opdagede denne mekanisme, forstod den menneskelige bevidsthed som et isbjerg. Noget var synligt over vandet og bevidst, mens andet var under vandet og ubevidst.

Op gennem 1990’erne opstod der en voldsom debat om begrebet. I nogle sammenhænge omtales debatten som “memory wars”. Udfordringen var en tendens at mange behandlere så angst og andre lidelser som symptomer på undertrykkelse af minder om misbrug. Dette første til, at en del patienter opdagede hvad man antog for at være minder typisk om seksuelt misbrug. Udfordringen var at finde ud af, hvorvidt disse minder var noget, der var sket, eller noget hjernen havde skabt ud af ingenting.

Begrebet har fået kritik fra blandt andet hukommelses forskere, fordi en del data viser, at man rent faktisk godt kan huske centrale dele af et traume. Udfordringen er også, at hvis man forsøger at hente fortrængte erindringer frem hos andre, kan man komme til at plante falske minder, om noget der ikke har fundet sted.

I slutningen af 1990’erne begyndte man  i psykiatriske sammenhænge at fraråde at bruge fortrængning i terapeutisk sammenhæng.

“At projicere” betyder, at man tillægger andre de egenskaber eller konflikter, man selv kæmper med. Årsagen til at vi gør det er, at vi ikke magter at være i følelsen selv. “Gevinsten” er, at vi undgår at se vores egne konflikter og smerter i øjnene. Fokus bliver flyttet fra os selv til andre. Det behøver ikke nødvendigvis at være det negative, vi projicerer over i et andet menneske. Det kan også være positive kvaliteter som vi ikke kan se hos os selv, som vi forskyder til andre.

Snehvide, Frost og projektioner

I tegnefilm og eventyr bliver projektionerne tydelige. I Snehvide ser dronningen – Snehvides stedmoder – ind i spejlet og stiller spørgsmålet “Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?”. I første omgang er svaret: “Ingen i verden er dejlig som du.”. Men så vokser Snehvide op, og dronningen stiller spejlet det samme spørgsmål. Denne gang er svaret dog mere skræmmende: “Dronning, stor er din skønheds glans, men Snehvide er skønnest med ungdommens krans.”. Herefter fortsætter eventyret: “Dronningen blev både gul og grøn af misundelse, og fra nu af hadede hun Snehvide af hele sit hjerte.”. Denne desperation gør, at hun forsøger at slå Snehvide ihjel. Spejlet er udtryk for en projektion. Det hun ser i spejlet, er hendes egne fantasier og forestillinger. I dette tilfælde et mindreværd i forhold til Snehvide.

I filmen Frost I opdager Elsa at hun har magiske kræfter – alt hvad hun rører ved, bliver til is. Til at begynde med forsøger hun at skjule disse kræfter. I første omgang fører det til isolation, og søsteren Anna forstår ikke hvorfor. Da Elsa opdager at Anna skal giftes mister hun kontrollen og Arendal fryser til is.

Derfor flygter Elsa til Nordbjerget.Hun forklarer selv, at det er for at hun han være den hun er uden at skade andre.

Hendes søster Anna tager ud for at lede efter hende. Elsa vil forsvarer sig selv og Anna mod hendes magi, og derfor skaber hun monsteret Mashmallow for at få Kristoffer og Anna til at forsvinde. Nogle analyser forstår Mashmallow som en projektion af Annas negative sider. På samme måde kan man se snemanden Olaf som en projektion af Annas positive sider.

Filmen ender med, at Anna må integrere sine positive og negative sider. Til det hjælper søsteren Elsa hende på vej. Da Anna til sidst fryser til is, er det Elsas varme, der får hende – og hendes hjerte – tøet op.

Splitting er en indre proces, hvor vis er os selv eller andre i ekstremer eller absolutter.^[1]https://www.yahoo.com/lifestyle/13-habits-people-split-because-225918828.html Det kommer til udtryk i sort-hvid tænkning og er ofte til stede ved personlighedsforstyrrelser. Konkrete eksempler er:

• Patienten, der ser lægerne som intelligente og hårdtarbejdende, mens sygeplejerskerne er dovne og inkompetente.
• Man ser sin mor som 100% kompetent og omsorgsfuld, og sin far som 100% inkompetent og en der laver store svigt

Den norske psykolog Sondre Rishom liverød har kaldt splitting for “Kaotisk liv i sort/hvidt” ^[2]https://www.webpsykologen.no/artikler/splitting/ . Som helt små opdeler vi verden i sort og hvid. Det hænger blandt andet sammen med, at vi ikke er modnet nok til at kunne fastholde et “både-og” perspektiv.

Fra sort/hvid til farver

På et tidspunkt i opvæksten opdager vi, at folk omkring os ikke er enten de største helgener eller de dummeste forbrydere. Op gennem opvæksten skulle vi gerne få flere og flere nuancer på andre mennesker. Vi bevæger os fra et “Enten-eller” til et “både-og”.

Nogle gange sker det i religiøse sammenhænge. En religiøs leder bliver set som en ufejlbarlig vejleder. For nogle af hans tilhængere fastholdes det på trods af, at der fremkommer sande historier om svig, svigt eller overgreb. En tilhænger, der benytter sig af splitting, vil fraspalte de historier og fastholde de positive perspektiver. Dermed bliver det vanskeligt at få et mere nuanceret billede af personen.

Eksempel

I bogen “Farlige relationer” fra Hans Reitzsels forlag fortælles følgende historie, som eksempel på slitting:

“En kvinde gik i samtale hos en psykolog, som hun vældig godt kunne lide. Psykologen var også forfatter. Da han ved et tilfælde ikke tilstrækkelig hurtigt besvarede et brev, hun havde skrevet til ham, blev han umiddelbart nedvurderet og anset for at være håbløs i kvindens øjne. Hun nægtede nu at tro, at han i virkeligheden kunne være forfatter til de bøger, han havde skrevet. I stedet fik hun den opfattelse, at en »ghostwriter« havde skrevet dem for ham, og hun var fuldkommen ligeglad med, at der intet belæg var for hendes anklage. Hun begyndte at fortælle venner og bekendte om den opdigtede »ghostwriter«, og hun gjorde det i en sådan udstrækning, at det blev et indiskutabelt »faktum«. Hendes mistanke fik på sin vis konsensusstatus og blev samtidig en bekræftelse af, at hendes egen emotionelle tankegang var den eneste rigtige og virkelighedstro.”  ^[3]https://farligerelationer.digi.hansreitzel.dk/?id=171

Psykisk lidelse

Hvis den fremtræder som en stor del af en persons samlede forsvar vil det ofte være sammenhængende med alvorlig psykisk lidelse.^[4]https://www.webpsykologen.no/artikler/splitting/ Splitting forekommer i borderline diagnosen, i den narcissistiske personlighedsforstyrrelse og i antisocial personlighedsforstyrrelse. I den narcissistiske personlighed vil det typisk være sådan, at alt det negative placeres hos andre, mens alt det positive placeres hos en selv.