Donald W. Winnicott - Vigtige personer i psykologiens historie

Winnicott var en britisk børnelæge, der blev født i Plymouth, England, i 1896. Efter at have studeret medicin ved University of Cambridge blev han børnelæge og arbejdede med børn i over 40 år. I løbet af sin karriere udviklede Winnicott en interesse for psykoanalyse og begyndte at arbejde med blandt andre Melanie Klein. Han var med i British Psychoanalytical Society, men hørte med i gruppen af uafhængige frem til 1960, hvor han forlod selskabet. Det hang blandt andet sammen med hans understregning af betydningen af relationen mellem moderen og spædbarnet. En del medlemmer af British Psychoanalytical Society mente, at de synspunkter lå langt fra mere klassisk psykoanalytisk teori og praksis.

Donald Winnicotts tænkning har flere paralleller til eksistentialismen. Når han taler om det “sande selv”, så er det vanskeligt ikke at se en sammenhæng med talen om autenticitet i eksistentialismen. Det sande selv er udtryk for, at, at man ikke lader sig styre af ydre normer, men af indre værdier. 

Man kan også pege på en lighed i forståelsen af meningsbegrebet. Gennem barnets udvikling opnår det en følelse af identitet og mening. Når det udfolder sig kreativt, skaber det sin egen mening om sig selv og verden. 

Til forskel fra Freud, har Winnicott faktisk en definition af det normale liv, og her synes eksistentialismen også at skinne igennem: 

“Et modet menneskes liv er karakteriseret mere af frygt, modsatrettede følelser, tvivl og frustration end af positive følelser. Det væsentlige er, at mennesket føler, at han eller hun lever sit eget liv, tager ansvar for handlinger, eller mangel på samme, og er i stand til at tage æren for succes og skylden for fiaskoer. På en måde kan det siges, at individet er gået fra afhængighed til uafhængighed eller autonomi.” 

^[1]“The life of a healthy individual is characterized more by fears, conflicting feelings, doubts, frustrations as much as by their positive features. The main thing is that the man or woman feels he … Continue reading

Winnicott: Mor og barn afgørende

Winnicotts teorier fokuserede på mor-barn forholdets afgørende rolle i den tidlige udvikling. Han mente, at moderens evne til at give sit barn et nærende og lydhørt miljø var afgørende for en sund følelsesmæssig udvikling. Den teori kom til at få betydning for John Bowlby ^[2]Bowlby havde forladt British Psychoanalytical Society i 1956

Winnicott så barnets udvikling som en rejse fra absolut afhængighed over relativ afhængighed frem mod uafhængighed. Moderens omsorg er her afgørende. Den omtalte Winnicott som “holding environment”. Det begreb har en vis lighed med Bowlbys “sikre base”.

Overgangsobjektet

Et af Winnicotts mest betydningsfulde bidrag  var hans teori om “overgangsobjektet”. Han mente, at børn ofte bliver knyttet til en bestemt genstand, såsom et tæppe eller tøjdyr, som tjener som en kilde til trøst og tryghed i tider med stress eller angst. Dette objekt hjælper ifølge Winnicott barnet med at gå fra en tilstand af fuldstændig afhængighed af moderen til en mere selvstændig følelse af selv.

Teorien om overgangsobjektet har haft en betydelig indflydelse på området for børns udvikling og har været med til at forme moderne teorier om tilknytning. Hans arbejde har også påvirket psykoanalysens praksis, især inden for objektrelationer, som fokuserer på de måder, hvorpå mennesker forholder sig til og internaliserer objekter i deres miljø.

Den gode nok mor

Winnicott introducerede begrebet “Den gode nok mor” ^[3]På engelsk: the “good-enough mother”. I dag bruger man oftere udtrykket “Den gode nok forælder”. Begrebet dækker over en mor, som er konsistent i sin relation over for barnet og har forstået barnets behov. Samtidig lader hun også barnet opleve frustration, hvilket er med til at skabe en sund følelsesmæssig udvikling.  Endelig giver den gode nok mor barnet mulighed for uafhængighed. Dette begreb tog John Bowlby til sig, da han senere udviklede begrebet “sikker base” i tilknytningsteorien.

Winnicott og selvet

Freud havde introduceret begreberne ego og id i psykologien. Winnicott brugte begrebet “selv” til at beskrive de funktioner, Freuds to begreber dækker over, og det får karakter af et oplevelsesmæssigt og refleksivt centrum. Det er medfødt, men der sker en gradvis modning og  individualisering af selvet. Fra omkring 1960 skelner han mellem “jeg” og “selvet”. “Selvet” er en generel fornemmelse af at føle sig virkelig, og “Jeget” er den del af selvet, der organiserer og integrerer erfaringer. ^[4]Se: https://psykologisk.no/2014/03/selvets-utvikling-i-en-fasiliterende-omverden/ Forudsætningen for, at jegets evne til organisering og integrering kan komme til udtryk, er tilstrækkelig god omsorg fra moderens side, hvor hun beskytter og understøtter barnet.

Det falsk selv - og det sande

Winnicott arbejdede med begreberne “sandt selv” og “falsk selv”. Det falske selv er det tilpassede selv, eller ydre selv, der sætter mennesket i stand til at passe ind i samfundet. Det sande selv har muligheden for kreativitet, og leg hjælper med til at udvikle det sande selv. Det opstår og udvikler sig, når barnet kan udtrykke følelser, tanker og fantasier.

Winnicott og angst

Ud fra Winnicotts tænkning kan angst opstå, når man oplever usikkerhed generelt og usikkerhed i forhold til sine relationer. Børn oplever det, når de ikke oplever sig trygge og beskyttede i deres relationer. Forældrene har en vigtig rolle med at hjælpe barnet til at overvinde usikkerheden og angsten. Det gør de, når de skaber en stabil og tryg atmosfære i hjemmet, og når de er opmærksomme på deres børns behov.

Psykoterapi i Winnicotts forståelse er en “erstatningsterapi” hvor klienten får det, som moderen ikke kunne give klienten som barn.