Jeg har på en anden side vist, hvordan Anders And kunne bruges til at illustrere nogle af angstens mekanismer. Men også andre af de historier, der foregår i Andeby, har et psykologisk tvist. I det følgende skal vi se lidt på Fedtmule 1) De følgende billeder er fra historien “Go’e venner” i Anders And & Co den 10. August 1987. Billederne er gengivet efter tilladelse fra Egmont Publishing A/S, Strødamvej 46, 2100 København. Ophavsretten tilhører Walt Disney Productions..

Historien begynder med, at Fedtmule er på vej hen for at hygge sig med sin gode ven Mickey. Da han skal til at ringe på døren, hører han Mickey i en telefonsamtale.

 

 

 

 

 

 

De fleste af os ville nok betakke os for at gå videre. At blive kaldt for “det irriterende bæst” af sin bedste ven er ikke særlig rart, og Fedtmule går fra Mickey nedbøjet og med tårene stående ud fra øjnene. Det er han næppe den eneste, der ville have gjort.

Men Mickey venter faktisk på Fedtmule og kan ikke forstå, hvor han bliver af. For at finde ud af det foreslår Mik og Mak – Mickeys nevøer – at slå et smut forbi Fedtmule, hvilket de også gør. Efter noget tid finder de så Fedtmule, der imellemtiden har fanget en forbryder, og da de hører Fedtmules historie om det, inviterer de naturligvis Fedtmule med hjem – for de mener, at Mickey vil blive stolt på Fedtmules vegne.

 

Det skal han  – som billedet viser – naturligvis ikke have noget af. Det er vel klart nok, eftersom Mickey har kaldt ham for et irriterende bæst. De får ham dog lokket med, og så sker følgende

Det får Fedtmule til at stoppe op og vende om. Endnu engang omtaler Mickey ham – mener Fedtmule – meget negativt, hvilket formuleringen “Det er ikke til at holde ud” vidner om. Da Fedtmule vender om, standser Mik og Mak ham, og forklarer, at Mickey snart er færdig med at snakke med naboen om naboens hund.

Det får endelig Fedtmule til at indse, at han har misforstået situationen. Det var naboens hund og ikke Fedtmule, der var et bæst. Striben er lavet så smart, at vi som læsere heller ikke ved, at det ikke er Fedtmule, der er det irriterende bæst. Det finder man først ud af til sidst i historien. Vi trækkes ind i Fedtmules verden. Hvis nu en kognitiv terapeut havde mødt Fedtmule på vejen, ville han sandsynligvis have spurgt ham, hvor sandsynlig hans tolkning var, eller hvad det værste, der kunne ske, ville være, hvis Mickey virkelig havde kaldt han for et irriterende bæst. Historien forløses dog først for alvor, da Fedtmule forstår, at hans forståelse af virkeligheden var forkert.

Bemærk lige Mik og Maks reaktion. De har på ingen måde forstået, hvad der sker i Fedtmules hoved. De har hele tiden tænkt, at Mickey talte om hunden og ikke Fedtmule. De har altså et andet perspektiv på virkeligheden, end Fedtmule har.

Historien viser flere interessante elementer ved angst. Folk, der lider af social angst, har en tendens til at fortolke meget af det, der sker omkring dem, som noget, der handler om dem. Det er samme mekanisme, Fedtmule oplever. Han troede, at udtrykket “Irriterende bæst” handlede om ham.  Bagved ligger der en tanke om, at Fedtmule – bevidst eller ubevidst – var blevet verdens centrum.

Men Fedtmule kommer i situationen ud for det, man kunne kalde for et reality-check, hvor det bliver klart for ham, at Mickys bemærkning slet ikke handlede om ham – og han kan derfor ånde lettet op. Det er præcis den samme udfordring, vi står med i angsten. I angst er forbindelsen til virkeligheden blevet svækket på en sådan måde, at det, vi ser som virkeligheden, og det, der er virkeligheden, ikke er det samme. Det er præcis det, der går op for Fedtmule på billedet ovenfor.

Historien viser også noget om, hvor svært det kan være at forstå mennesker med negative tanker. Mik og Mak havde jo slet ikke forstået, hvorfor Fedtmule var så nedtrykt. Det var først, da de fandt ud af, hvad han tænkte, at de (måske) begyndte at forstå, hvad det var, der skete i hans hoved. Det er noget af det samme, der sker for mennesker, der ikke har angst, når de møder en person med angst. De har svært ved at forstå den referenceramme, som den angste har – netop fordi den er så anderledes end hos mennesker, der ikke har angst.

Noter   [ + ]