En dag sad jeg sammen med min datter og læste i nogle gamle Anders And-blade1) De følgende billeder er fra historien “Op med næbet” i Anders And& Co den 23. september 1985. Billederne er gengivet efter tilladelse fra Egmont Publishing A/S, Strødamvej 46, 2100 København. Ophavsretten tilhører Walt Disney Productions.. Der dukkede et par historier op, som på fornem vis viser os noget om, hvad angst er. En af dem skal vi se lidt nærmere på.

Historien er, at Anders og hans kære Andersine sidder på en restaurant, hvor tjenerne kommer til at grine ad hans næb, og han får den forestilling i sit hoved, at hans næb er vokset til voldsomme dimensioner. Derfor kigger han sig selv i spejlet, og der ser han netop et kæmpe næb.

Som læser kan vi godt se, at det hele spiller ham et pus. Det, han mener, han ser i spejlet, er ikke det, vi som læsere kan se – og vi kan se, at spejlet snyder ham.

Når man læser videre i historien, går det endnu mere galt for Anders. Han kigger en gang til i spejlet. Og nu er næbet vokset igen.

Bemærk lige hans replik: “Jeg synes, det VOKSER.” Ud fra et angstperspektiv burde det være “synes”, der stod med stort: “Jeg SYNES, det vokser”. Det er nemlig slet ikke næbet, men det, Anders ser i spejlet, der er problemet.

Historien ender tragikomisk. Da det hverken kan lykkes Rip, Rap, Rup eller Andersine at overbevise Anders om, at hans næb er normalt, forsøger de sig med en læge. Lægen siger – hvad sandt er – at det er hans tanker, der spiller ham et puds. Da det heller ikke lykkes ham at overbevise Anders, ender det med en “fake” operation, hvor de lader, som om næbet bliver operereret. Det får endelig Anders til at indse, at hans næb er normalt.

Her kunne historien så slutte, men det gør den ikke. Hvis den var endt her, var moralen, at vi kunne eller skulle fake os igennem vores problemer. Anders, Andersine og de tre nevøer vil nemlig fejre, at hans næb er blevet normalt. De går på restaurant, og der er der en af de ansatte, der kommer til at grine af  ad Anders’ fødder. Han ser på dem – igen i et spejl –  og de er mega store.

Nu kan historien så begynde forfra. men det gør den ikke helt. Anders forsøger desperat at komme hjem, samtidig med at han skjuler sine fødder i en urtepotte. Det giver følgende fantastiske situation:

Han har jo ret: alle stirrer på hans fødder. Ikke fordi de er store, men fordi han gemmer dem i en urtepotte. Det geniale her er, at det, der får folk til at stirre, ikke er fødderne, men det, som Anders gør ved det problem, der ikke er der.

 

Anders Angst?

Anders And eller Anders angst? Der er nogle mekanismer i denne historie, som vi genfinder i angsten. Det første element er forholdet mellem virkelighed og virkelighedsopfattelse. Det, Anders ser i spejlet o,g det, der er virkeligheden, svarer på ingen måde overens. Det er et grundlæggende træk i angsten; Det, man frygter i angst, bliver meget større i angsten, end det er i virkeligheden.

Det næste er, at både Andersine, Anders’ nevøer, og hans rival Fætter Højben mislykkes med at overbevise ham om, at hans næb har normal størrelse. På spørgsmålet “Hvad synes du om mit næb”, svarer Højben: “Jeg må indrømme, at jeg aldrig har tænkt nærmere over det!”. Og hvorfor mon? Sandsynligvis fordi der ikke er noget at tænke over. Næbet er normalt. Men rationelle argumenter hjælper ikke Anders og hjælper ikke angste mennesker.

Anders ender med at blive fakeopereret og får en tro på, at næbet er normalt,men straks efter opstår der et nyt issue: fødderne. Det Anders har gjort ,har måske nok løst problemet med næbet, men det viser sig, at problemet bare flytter ned i fødderne. Her er der også et tema fra angsten; Angst, vi forsøger at løse uden at konfrontere selve angsten, forsvinder ikke – den flytter sig bare hen til et andet sted.

På den måde blev Anders And til Anders Angst, og historien viser os lidt om, hvad der sker i angsten.

Læs mere på angstinfo.dk

Fedtmules fejlfortolkninger

Noter   [ + ]