Her kan du læse om
Her kan du læse om
Inden for psykologien bruger man nogle gange ordet “traume”. Man kan definere et traume som noget, der kan indtræffe som følge af en akut uventet og chokerende tildragelse, såsom trafikuheld og voldsoverfald, eller længerevarende pinefulde belastninger såsom krigsbegivenheder, alvorlig sygdom, skilsmisse, adskillelse fra nærtstående i barnealderen eller seksuelle krænkelser. Selve ordet “traume” har rødder i det græske ord for “sår”.[1]https://denstoredanske.lex.dk/traume
Udviklingen og brugen af begrebet traume falder historisk sammen med den industrielle revolution fra 1740 og 100 år frem. Denne periode førte til nye og voldsommere våben, som brugen af bomber i første verdenskrig. Samtidig kom jernbanen til, og med den fulgte en række jernbaneulykker. Før “traume” blev det væsentlige udtryk, brugte man betegnelser som “Soldaterhjerte”, “Granatchok” og “Krigsneurose”.
Efter den amerikanske borgerkrig (1861-1865) diagnosticerede man en ny type patienter med “Da Costa syndrom”. Lægen Jacob Mendes Da Costa (1833-1900), der arbejdede på Turner’s Lane Hospital, Philadelphia, mødte mange soldater med brystsmerter, høj puls, vejrtrækningsproblemer, tunnelsyn og mareridt. Til at begynde med blev det set som en hjertelidelse kaldet “Irritable heart”, men blev senere forstået som en psykisk lidelse. [2]https://library.jefferson.edu/archives/exhibits/notable_alumni/jacob_mendes_dacosta.cfm
I Europa så man tilsvarende symptomer efter industriulykker. I 1889 blev diagnosen anerkendt i Tyskland som erstatningsberettiget, men ikke uden modstand. Nogle tyske læger kaldte det for “renteneurose”, idet de mente, at det var et trick for at opnå understøttelse. [3]https://tidsskrift.dk/soenderjydskeaarboeger/article/view/130316
Efter første verdenskrig stod man med mange traumatiserede mennesker. Selvom de ikke havde fysiske sår, led de af usynlige psykiske sår. Industrialiserede våben og krigsoplevelser førte til, at mange blev betragtet som simulanter eller feje. Senere, under naziregimet, blev mellem 4.000 og 5.000 psykisk skadede mennesker dræbt efter 1934.
I Danmark var fælles træk blandt ramte soldater nervøsitet, søvnløshed, træthed og mareridt. [4]”Før krigen har der aldrig været noget som helst i vejen med mig” Psykiske krigsinvalider i Sønderjylland efter 1. Verdenskrig, ca. 1920-1939, Sønderjyske Årbørger 2019
I England brugte man begrebet “Granatchock”. Det havde årsag i, at man troede, at trykket fra eksplosionerne havde presset hjernen mod kraniet, så hjernen var blevet beskadiget. Begrebet “Granatchock” blev anvendt første gang i tidsskriftet The Lancet i 1915. Det var lægen Charles Myers der opfandt begrebet. Som årene gik, begyndte man at diskutere hvorfor folk fik granatchok. En forklaring var, at det var resultat af dårlig træning og kampmoral. Det gik fra at være en legitim fysisk lidelse til at være et tegn på svaghed.
Den britiske hær talte om “Operational Stress Reaction” og behandlede dem ud fra “De 7 R’er”:
1. Recognition – identificer, at individet har en Operational Stress Reaction.
2. Respite – giv en kort periode med aflastning fra frontlinjen.
3. Rest – tillad hvile og restitution.
4. Recall – giv individet mulighed for at genkalde og diskutere de oplevelser, der har ført til reaktionen.
5. Reassurance – informer dem om, at deres reaktion er normal, og de vil komme sig.
6. Rehabilitation – forbedre patientens fysiske og mentale helbred, indtil de ikke længere viser symptomer.
7. Return – tillad soldaten at vende tilbage til deres enhed.
Den næste udvikling i forståelsen af traumer kom med anden verdenskrig. Her begyndte man at forstå, at symptomerne ikke stammede fra dårlig moral, men fra psykiske sår. [5]https://www.pbs.org/newshour/nation/from-shell-shock-to-ptsd-a-century-of-invisible-war-trauma I kølvandet på anden verdenskrig blev der udført en del forskning på psykiske krigsskader. [6]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3181586/
PTSD kom ind i 1980 i DSM-III. Forudgående DSM-versioner havde haft psykiatriske syndromer, men ikke noget, der svarede præcist til PTSD. DSM-I (1952) talte om en “Stor Stressreaktion”. Det fjernede man i 1968 til fordel for en akut reaktion på overvældende stress i omgivelserne; det kunne for eksempel være uønsket graviditet, krig eller at modtage en dødsstraf.
En af årsagerne til denne udvikling var Vietnamkrigen (1955-75). Der var mange soldater, der efterfølgende havde symptomer på traumer. Et studie har afdækket, at omkring en tredjedel af soldaterne udviklede PTSD, efter de kom hjem fra Vietnam. Nogle af dem begik selvmord, mens andre forsøgte. En del af dem dræbte kvinder og børn. Svær PTSD var en af årsagerne hertil.
I 1988 blev der fra San Diego State University udgivet et studie om veteranerne fra Vietnamkrigen. Studiet viste, at cirka 15% af mændene havde PTSD, og 8,5% af kvinderne havde tegn på PTSD. Samtidig viste det, at lidt over en tredjedel af mændene og en fjerdedel af kvinderne fik PTSD i løbet af deres liv. Der viste sig også at være forskelle på forekomsten hos hvide og sorte amerikanere.
Et af de største studier i 2013 af soldater fra Vietnamkrigen fandt, at 270.000 veteraner havde fuld PTSD.
Efter krigen i Afghanistan og Irak har man også undersøgt forekomsten af PTSD. Her fandt man en højere forekomst blandt soldater, der havde kæmpet i Irak end i Afghanistan. Man fandt, i modsætning til studiet fra 1988, ikke forskel på forekomsten hos mænd og kvinder. Forskerne peger på, at forskellen på Irak og Afghanistan kan hænge sammen med tidspunktet for undersøgelsen. Den er lavet på et tidspunkt med relativ lav kampintensitet i Afghanistan. Undersøgelsen fandt også, at forekomsten af PTSD hang sammen med ens funktion i hæren. Fra højst til lavest forekomst er de rangeret: hærstyrker, marinestykker, naviseels og luftstyrker.
De sidste 40 år er der sket en stor udvikling i brugen af traumebegrebet. Fra 1980 og frem til i dag er der blevet justeret noget på, hvornår PTSD er en diagnose. I 1992 (ICD-10) begyndte man at skelne mellem PTSD (F43.1) og akut stressreaktion (F43.0).
Omkring samtidig med Vietnamkrigen fandt udtrykket “rape trauma syndrome” vej ind i sproget. Det var sygeplejersken Anna Wolbert Burgess og sociologen Lynda Lytle Holmstrom, der første gang brugte det i en faglig artikel i 1974 i tidsskriftet The American Journal of Nursing. De havde undersøgt kvinder, som havde været udsat for voldtægt, og resultatet af deres arbejde resulterede i en bog i 1979. På den måde har begrebet traume udviklet sig fra at være et snævert udtryk for fysisk skade til at blive brugt i langt flere sammenhænge.
Den 11. september 2001 er en dag, der er fast forankret i den vestlige verdens kollektive bevidsthed. Terrorangrebet på World Trade Center var den største terrorhandling, som USA har oplevet. En del overlevende så flyet, der fløj ind i bygningerne. Man mener, at 90.000 – 100.000 mennesker i New York City har udviklet PTSD. Blandt overlevende og pårørende blev der rapporteret om en signifikant stigning i alkohol- og stofmisbrug. Samtidig viser studier, at mange overlevende fortsat oplever PTSD-symptomer selv flere år efter angrebet.
Den 26. december 2004 fandt en af de største naturkatastrofer sted, da en tsunami ramte kysterne omkring Det Indiske Ocean. Katastrofen tog livet af omkring 230.000 mennesker og påvirkede millioner. Overlevende kæmper stadig med traumerne fra denne dag. Forskning viser, at mange af dem, der oplevede tsunamien, lider af PTSD, depression og angst. For børn var effekten særlig udtalt, og mange oplever stadig psykiske problemer.
Gennem historien har forståelsen af traumer udviklet sig markant. Fra at blive betragtet som en fysisk skade til at blive anerkendt som en kompleks psykisk lidelse, er traumebegrebet blevet mere nuanceret og omfattende. Behandlingsmetoderne er også blevet mere sofistikerede, og der er større forståelse for behovet for psykologisk støtte efter traumatiske oplevelser.
Noter