I mentaliseringsteorien skelner man mellem hypo og hypermentalisering.
I mentaliseringsteorien skelner man mellem hypo- og hypermentalisering.
Hypermentalisering er, at man i meget høj grad tænker over andres tanker og intentioner. Det kan defineres som “en social-kognitiv proces, der involverer at gøre antagelser om andre menneskers mentale tilstande, som går så langt ud over de observerbare data, at andre kan have svært ved at se, hvordan de er berettigede.”
Hypomentalisering er udtryk for en reduceret evne til at mentalisere. Det betyder, at man har en reduceret evne til at aflæse mentale tilstande. Det betyder også, at man ikke forstår adfærd som udtryk for mentale tilstande. Man forstår ikke, at barnet er vredt, fordi det er sultent, frem for at det er, fordi der er noget følelsesmæssigt galt.
I hypermentalisering er der en høj overbevisning om, at man har forstået og aflæst de mentale tilstande, mens der i hypomentalisering er en lav overbevisning.
Lad os forestille os, at en ven aflyser en aftale i sidste øjeblik.
Hvis man hypomentaliserer i situationen, vil man ikke antage, at der er en god grund til aflysningen. Her mangler der en overvejelse om mulige overvejelser bag handlingen.
Hvis man hyper-mentaliserer i situationen, sker der en overfortolkning. Man tænker, at de ikke værdsætter venskabet, eller at der er nogen, man hellere vil være sammen med. En anden mulighed er, at personen har en skjult agenda.