Her kan du læse om
Her kan du læse om
Angst er en følelse – men hvad er forholdet mellem hjernen og følelser? Det har Richard J. Davidson skrevet om. [1]Davidson (1951-) er uddannet fra Harvard University og professor i psykologi ved University of Wisconsin-Madison. Hans forskning har ført til en større forståelse af den del af hjernen, der hedder … Continue reading Han har arbejdet med emnet i mange år og har samlet en del af forskningen i bogen Din hjernes følelsesmæssige liv. Han opererer med det begreb, han kalder for vores følelsesmæssige stil. Det er seks dimensioner, som han mener, hænger sammen med den moderne neurologiske forskning. Bogen handler om, hvordan Davidson og folkene omkring ham opdagede nogle træk, som kan bruges til at beskrive menneskers følelsesmæssige stil.
Davidson peger på seks dimensioner af menneskers følelsesmæssige stil. I overskriftform er det:
I det følgende skal vi se lidt nærmere på de seks dimensioner.
Hvad sker der, når man har et skænderi med en ven. Hvad gør det ved resten af ens dag? Kaster det lange skygger og voldsomme følelser ind over dagen, eller kører dagen videre, som om intet var hændt? Hvad hvis man har et skænderi med en god ven. Er dagen så ødelagt eller indfinder roen sig hurtigt? Forskellige begivenheder i livet har forskellige “restitutionstider”; Jo mere alvorlig hændelsen er, jo længere tid vil man bruge på at komme sig. Samtidig kan man befinde sig forskellige steder på skalaen: Nogle bruger rigtig lang tid på at komme sig, mens andre hurtigt kommer tilbage til udgangspunktet.
Det, som denne dimension handler om, er, hvordan modgang påvirker en. Der er to yderpoler i tilgange, som begge kan være udfordrende. Hvis man siger, at man ikke bekymrer sig, kan man undlade at tage en udfordring op. I den anden ende af skalaen kan man gå helt i panik, så man bliver lammet. Selvfølgelig tager det for alle mere tid at komme sig, jo mere alvorlig situationen er. Her er fire konkrete eksempler, der viser noget om, hvor vanskeligt eller let det kan være at ryste problemer af sig.
Disse eksempler går fra de trivielle (2), til det mere alvorlige (1 måske), til det meget alvorlige (3).
Davidson mener at kunne finde sammenhæng mellem ukuelighed og aktiviteten i frontallapperne. Mennesker med høj ukuelighed har mere aktivitet i venstre end i højre pandelap, mens det modsatte gør sig gældende for folk med lav ukuelighed. Det har fået forskerne til at konkludere at venstre pandelap sender hæmmende signaler til amygdala. Da man blev i stand til at lave mere præcise hjerneskanninger, fandt man, at forbindelsen mellem venstre pandelap og amygdala havde stor indflydelse på, hvordan amygdala faldt til ro. Den forbindelse går under navnet “hvid hjernemasse”, og jo mere masse der er, mellem pandelappen og amygdala, jo mere ukuelig er man. Ligeledes gælder det omvendte – jo mindre masse der er, jo mindre ukuelighed. Det skal dog ikke forstås sådan, at ens placering på ukuelighedsskalaen er fikseret en gang for alle. Der kan udvikles nye baner mellem de forskellige områder i hjernen. Han mener, at der er bevis for, at mindfulness styrker forbindelsen mellem de dele af hjernen, der har med ukuelighed at gøre. Ligeledes peger han på kognitiv terapi. Den terapiform påvirker pandelapperne og amygdala.
Samtidigt peger han på, at folk, der har let ved at komme sig over småting, har tendens til også at komme sig lettere over store ting.
Hvad sker der, når tingene ikke går, som man ønsker sig? I den ene ende af spektret kan man forfalde til pessimisme, og i den anden ende af spekteret opretholder man energi og engagement på trods af tingenes tilstand.
I den ene ende af spektret finder vi mennesker, som kommer ind i en forsamling og hurtigt får kontakt til mennesker, selv om man ikke kender en eneste. Mennesker, der befinder sig i denne ende, kan altid se solen skinne bag skyggerne. Hvis man selv forfalder til pessimisme, kan man have lyst til forklare den optimistiske, hvordan verden virkelig hænger sammen, så noget af den der optimisme forsvinder.
I den anden ende af spektret finder vi mennesker, hvis glæde forsvinder, straks de støder på et problem. Når man befinder sig i den ende, har man svært ved at opleve positive følelser ret længe ad gangen.
Hvis man har svært ved at finde ud af, hvor på spektret man ligger, kan man overveje nogle af følgende udsagn:
Igen forsøger Davidson at knytte det sammen med strukturer i hjernen. Forskning viser, at positive følelser hænger sammen med øget aktivitet i venstre præfrontale cortex, mens aktivitet i den højre præfrontale cortex er knyttet sammen med negative følelser.
Hvordan reagerer man i sociale situationer? I den ene ende af spektret finder vi mennesker, der stort set ingen social intuition har. For dem gælder det, at man ikke kan fornemme, om andre mennesker ønsker at snakke eller være alene. I den anden ende har vi dem med stor social intuition. Her kan man “læse” andre mennesker, som om de var en “åben bog”. Man har en evne til at opfange alle mulige nonverbale signaler som kropssprog og ansigtsudtryk. I den anden ende har vi dem uden disse evner. I den rene udgave finder vi folk med autismeforstyrrelse. Davidson mener, at dygtige lærere, terapeuter og andre inden for omsorgsfagene ofte har høj intuition.
Nogle af de udsagn man kan overveje rigtigheden af for at spore sig ind på, hvor på spektret man ligger, er:
Der er forskning, der peger på, at folk med anlæg for høj social intuition ofte retter deres opmærksomhed mod øjnene, når de taler med andre mennesker. Har man mindre social intuition, flytter man fokus ned på munden, og har man stort set ingen, kigger man væk.
Hjernemæssigt mener Davidson, at hans forskning har peget på flere sammenhænge. Mennesker med lav social intuition har høj aktivitet i amygdala. Samtidig har man lav aktivitet i det område, der hedder “Fusiform gyrus”. Det omvendte gør sig gældende for mennesker med høj social intuition.
Mennesker med høj social intuition kan have vanskeligt ved at tale i telefon og kan ofte lide at iagttage andre mennesker.
Hvordan er evnen til at forstå ens egne handlinger? Bliver man overrasket, hvis ens nærmeste spørger om, hvorfor man ser ud til at være nervøs, jaloux, vred eller noget helt fjerde. Når man gør det, er det ikke nødvendigvis, fordi man benægter de følelser. Udfordringen er derimod, at man er helt ubevidst om de følelser, der bor i ens sind. Man kan være flere dage om at finde ud af, om man er vred, glad, sur eller trist. I den anden ende af skalaen findes mennesker, som i høj grad er bevidste om egne følelser og tanker. De ved, at når man skældte ud på børnene, er det dybest set ikke, fordi de ikke gider spise grønkål, men fordi man er sur over den trafikprop, man sad i på vej hjem fra arbejdet.
Davidson lavede et interessant forsøg, der viste noget om denne dimension. Han satte nogle forsøgspersoner til at lave en associationstest med følelsesladet sætninger. De var inddelt i tre kategorier: Neutrale (“Lampen står på natbordet”), seksuelt ladet (“den prostituerede lå med studenten”) eller aggressive (“hans værelseskammerat sparkede ham i maven”). Personer med et højt forsvar, vurderede, at de ikke blev påvirket af de følelsesladede sætninger. Det interessante var dog, at deres puls og svedproduktion var meget høj – hvilket indikerer angst.
Siden har forskning koblet selverkendelsen sammen med det område i hjernen, der hedder insula. Forskning tyder på, at personer med en høj selverkendelse har høj aktivitet i insula. Samtidig kan det kamme over; Ekstra høje niveauer af aktivitet synes at være koblet til panikangst og hypokondri.
Fortæller du den samme vovede vittighed til din chef, som du fortalte aftenen før, da du var på bar med dine venner? Bliver du overrasket, hvis folk fortæller dig, at du opfører dig upassende? Så bevæger du dig hen i den lave ende for situationsfornemmelse. Davidson giver det absurde eksempel, at en gæst til et bryllup bruger talen til at fortælle om sin affære med bruden. Her er følsomheden for de sociale spilleregler helt væk.
Situationsfornemmelse hænger sammen med det område i hjernen, der kaldes hippocampus. Høj aktivitet i området hænger sammen med, at man kan afpasse sin adfærd i de konkrete situationer. Lav aktivitet i området peger på det modsatte. Der er en del undersøgelser, der har vist, at PTSD har sammenhæng med det område. Det giver mening, fordi man vil have svært ved at skelne de forskellige situationer fra hinanden. I denne situation kan hjernen ikke skelne mellem at være i Afghanistan eller i Wisconsin. Omvendt kan for høj situationsfornemmelse også give udfordringer; Så kan man finde på at indrette sin opførsel efter andre i så høj grad, at man er en person, når man er på arbejde, og en anden person, når man er hjemme igen.
Hvis forbindelsen mellem hippocampus og andre centrale områder i hjernen er stræk, øger det ens situationsfornemmelse. Omvendt gælder det også, at en svag forbindelse sænker situationsfornemmelsen.
Nogle af de spørgsmål, som afdækker ens situationsfornemmelse er:
Hvad gør man, når man havde et skænderi med ægtefællen om morgenen? Når man en time efter er på arbejde, har man så stadig opmærksomheden ved skænderiet, eller kan man fokusere på de opgaver, man står i nu?
Når Davidson tager opmærksomhed med her som en dimension, er det, fordi opmærksomhed kan være overlæsset med følelsesmæssigt indhold. Hvis man er på restaurant og hører højrøstede stemmer, kan man have vanskeligt ved at fokusere på det, der sker ved ens bord. En fokuseret person kan samle sin opmærksomhed om en samtale ved et støjende selskab. Nogle er i stand til at arbejde fokuseret, selv om de går med vanskelige og store følelser indeni. Andre flytter deres opmærksomhed frem og tilbage, alt efter hvor der sker noget.
Forskning peger på, at man kan justere sin opmærksomhed på to måder: Man kan skrue op for det, man retter opmærksomheden mod, eller man kan forsøge at lukke ned for det, der forstyrrer en. Hvis man ikke kunne det, ville man blive kastet rundt fra sted til sted, alt efter hvad der lige poppede op i ens bevidsthed.
Hjernemæssigt tyder forskning på, at mennesker med høj evne til fokuseret opmærksomhed har højere aktivitet i dele af cortex end folk med mindre evne til fokuseret opmærksomhed. Samtidig forstærker den præfrontale cortex de signaler, der styrker det, den ønsker at rette opmærksomheden imod, og svækker de signaler, den ønsker at overse.
På samme måde som de andre dimensioner kan opmærksomheden trænes. Davidson peger på en relativt overskuelig øvelse:
Dette gør man i 10 minutter om dagen for så senere at udvide til op mod 60 minutter.
Hvad er en normal hjerne, og hvad er en syg hjerne? Hvornår er en anderledes hjerne en syg hjerne? Det har Davidson nogle overvejelser omkring. Det er klart, at det at ligge yderligt på en af skalaerne i sig selv ikke er negativt. Nogle af de mennesker, der opfinder mobiltelefoner, netbanksoftware og Facebook, vil ofte være mennesker, der befinder sig på den socialt forvirrede side af spektret af social intuition. Omvendt vil livvagter ofte befinde sig i den socialt intuitive ende af den sociale intuitions stil. I sig selv er det ikke negativt. Men hvis nu den sociale intuition bliver så lav, at den ender i autismespektret, så opstår problemet.
Ukuelighed gør, at man lettere kommer sig over modgang. Omvendt kan lav ukuelighed gøre det vanskeligt. Men hvis den mindste modgang sender en ud i panik eller akut angst, har vi det patologiske problem.
Hvis livssynet hælder for meget i retning af det positive, kan det kamme over i noget manisk, der kendetegnes af upassende positive følelser.
På baggrund af de forskellige evner forsøger Davidson at koble forskellige evner og forskellige lidelser sammen. Hans teori er, at social intuition spiller en rolle i autisme, Outlook spiller en rolle i depression og opmærksomhed spiller en rolle i ADHD.
Forskning har vist, at børn med autisme har vanskeligere ved øjenkontakt, hvilket muligvis hænger sammen med skyhøj aktivitet i amygdala. Det kan føre til, at hjernen opfatter øjenkontakt som truende. Denne amygdala-aktivitet stopper de ved at kigge væk fra øjenregionen. Denne reaktion kommer med en pris, for ved at undgå øjenkontakt mister man en del information.
ADHD er knyttet sammen med opmærksomhed. Studier har kædet ADHD sammen med regioner i hjernen, der har med selektiv opmærksomhed og responshæmning at gøre. Medicinsk behandler man ADHD med Ritalin, hvilket hænger sammen med, at det rammer neurotransmittere i den præfrontale cortex og derved øger evnen til opmærksomhed. Noget forskning tyder på, at metoder til opmærksomhedstræning kan dæmpe nogle af symptomerne.
Plastic Brain
Et af de nyere udtryk, der bruges i forbindelse med hjernen, er “neuroplasticitet”. Udtrykket dækker over, at hjernen er i stand til at ændre sig livet igennem. Vi ved, at blindfødte, der lærer sig blindskrift, oplever, at bestemte dele af hjernen forøges i størrelse. Ligeledes ved vi, at atleter, der bruger mentale øvelser til at forestille sig øvelser, får forøget dele af hjernen. [2]Davidson mener, at det er en af grundene til, at terapi hjælper mennesker.
Man kan finde Davidsons bog på biblioteket.
Hans forskning, som bogen bygger på, kan man blandt andet finde i:
Davidson, R. J. (2000). Affective style, psychopathology, and resilience: Brain mechanisms and plasticity. American Psychologist, 55(11), 1196–1214
Davidson, R.J (2003). Affective neuroscience and psychophysiology: toward a synthesis, Psychophysiology 2003 Sep;40(5):655-65
Davidson, R. J. (1998). Affective style and affective disorders: Perspectives from affective neuroscience. Cognition and Emotion, 12(3), 307–330
Noter