Find gode bøger om angst

Der findes mange gode bøger om angst. Nogle af dem omtales på siden her. Det er ikke alle der handler speficikt om angst. Nogle af dem handler om nogle af de mekanismer, som angsten er en del af.

101 defenses

“101 defenses” handler ikke specifikt om angst, men om, hvordan de mentale forsvarsmekanismer fungerer. Først er der en introduktion til forsvarsbegrebet, derefter er der en oversigt over, hvilke forsvarsmekanismer der hører til hvilken aldersperiode. Herefter kommer der en kort gennemgang af de forskellige mekanismer. Denne gennemgang forklarer, hvordan mekanismen fungerer, og kommer med et konkret eksempel.


Jerome S. Blackman
Angst og Angstbehandling

Dette er vel den mest omfattende bog, vi har på dansk om angst. Den gennemgår både de forskellige angsttilstande, biologien og psykologien bag angsten. Afsnittet om behandling fokuserer på dynamisk psykoterapi og kognitiv adfærdsterapi. Den indeholder også flere kapitler om angst og medicinsk behandling.


Esben Hougaard m.fl
Anxiety Disorders in Children and Adolescents (Cambridge Child and Adolescent Psychiatry)

Angstdiagnoser er blandt de væsentlige mentale problemer hos børn og unge. Denne artikelsaling giver en baggrund for at forstå unges problemer med angst. Artiklerne gennemgår temaet om angst hos børn og unge ud fra en historisk, klinisk og teoretisk vinkel. Endelig afslutter den med en sektion om, hvordan man kan gribe angst an hos børn og unge.


Wendy K Silverman & Andy P Field
At overvinde panikangst

Bogen er en del af “At overvinde” udgivelserne fra KLIM.

Første del af bogen handler om, hvad panikangst og agorafobi er, og hvad dets årsager er. Det beskrives blandt andet, hvordan et anfald opleves. Dernæst beskrives, hvilke virkninger angst har i folks liv. Endelig har første del et afsnit om mulige årsager til angst og agorafobi.

Anden del er en selvhjæpsmanual til at håndtere angstanfald. Her tages der udgangspunkt i et 6-trins program. Efter en kort introduktion af dette program gennemgås de enkelte trin lidt grundigere.

Bogen tager udgangspunkt i en kognitiv forståelse af angst og angstbehandling.


Silove. Derrick & Manicavasagar Vijaya
Attachment in Psychotherapy

Wallin har udgivet en spændende bog om tilknytning. Udgangspunktet for hans bog er, at et grundlæggende element i terapi er at dekonstruere det tilknytningsmønster, patienten kommer med, for for at konstruere et mere trygt mønster. Bogen har rigtig mange styrker, der giver forståelse af, hvordan vores sind fungerer. En af styrkerne er, at Walllin udfolder mentaliserinsbegrebet, som en modpol til at være opslugt af sine følelser, hvad der ofte sker, når man har angst. Kapitlet om mentalisering alene gør bogen værd at læse.


David J. Wallin
Cognitive therapy and the emotional disorders

Bogen er en ældre sag (1976), men Beck beskriver grundtrækkene i det, der er gængs i kognitiv terapi. Bogen indeholder et fint kapitel om angst “The Alarm Is Worse Than the Fire: Anxiety Neurosis.” Den kan lånes på Biblioteket, og den kan købes i boghandler fx hos Saxo.  Den findes også brugt.


Aaron T. Beck
Den indre uro. Stress og traumer belyst gennem tilknytningsteori, neurovidenskab og midfulness-psykologi

Den indre uro er indtil videre den bedste bog på dansk om tilknytning, jeg er stødt på.
Den gennemgår, hvad tilknytning er, og hvordan ens tilknytning påvirker hjernen. Et af de meget interessante aspekter ved bogen er, at den ikke alene viser, hvordan de forskellige tilknytningsmønstre udvikles, men også hvordan de påvirker vores voksenliv. Den har også et spændende kapitel om, hvordan grænser påvirker børn og deres udvikling.


Inge Schützsack Holm
Farligt

Denne bog handler strengt taget ikke om angst. Og så alligevel. Den viser blandt andet, hvordan medier (mis)bruger fakta på en sådan måde, at det skaber et billede af, at verden er meget mere farlig, end den er. En af de ting, jeg er blevet opmærksom på, er, hvordan medier bruger ordet kan: Det er gået op for mig, at den måde, de bruger ordet på, faktisk kan resultere i, at menneskers frygt og angst øges. “Forskningen viser, at dette eller hint kan føre til kræft.” Men den viser sjældent, at den altid vil gøre det – og at risikoen for, at dette eller hint fører til det, er forsvindende lille.

Tag bare et eksempel: antallet af døde i Europa som følge af terror. Vi får hurtigt en fornemmelse af, at der dør mange, og at det er et stigende problem. Men fakta er, at antallet af døde pr. 100.000 indbyggere i Vesteuropa samlet set de sidste 40 år er faldet fra  0,08 i begyndelsen af 70’erne til 0,01 i 2010. Derefter steg det til 0,04 omkring 2015. Men risikoen for at dø i et terroranslag i dag er langt mindre, end den var for 40 år siden. I perioden fra 1970 til 2016 har man i Danmark registeret 5 dødsfald som konsekvens af terror – som de så fint skriver: “Hvis overgrebene fortsætter med den hast, og du bliver ramt helt gennemsnitligt, bør du begynde at tage dig i agt, når du nærmer dig din 50 millioner-års fødselsdag”.

Bogen er en god indsprøjtning mod den frygt, som samfundet omkring os genererer.


Andersen & Nielsen
Freud: A Very Short Introduction

Sigmund Freud, grundlæggeren af psykoanalysen, udviklede en helt ny måde at se på den menneskelige natur på. Denne lille bog giver en grundlæggende introduktion til hans tænkning.


How To Make Yourself Happy

Denne selvhjælpsbog er på flere måder et nedkog af hele Ellis‘  tankemåde. Han mener, med udgangspunkt i blandt andre Jean Piaget, at vi er født med en stærk tendens til konstruktivt at arbejde med de problemer, vi møder. Derefter gennemgår han nogle af de elementer, som er med til at skabe problemer i menneskers liv. Det handler om: krav og “du skal” – som ofte er udtryk for irrationelle antagelser. Han definerer – lidt provokerende – årsagen til meget følelsesmæssig turbulens, som “stupid adfærd fra ikke-stupide mennesker”. Mange gange er den følelsesmæssige turbulens skabt af os selv. Derfra udfolder han sin metode for at forsøge at skabe mindre turbulens i mennskers liv.


Ellis, Albert
Jung – a very short introduction

Denne bog er en del af “A very short introduction” serien fra Oxford University. Den gennemgår de grundlæggende elementer i Jungs historei, tænking og terapi. Den har også en gennemgang af det historiske spørgsmål, om hvorvidt Jung var antisemit eller nazist. En af konklusionerne er at antisemistismen var en grundlæggende af af den kultur Jung voksede op i. Nogle af de antagelser Jung har om jøderne, findes også hos Freud. Forfatteren peger på, at Freud faktisk brugte nogle af de samme argumetner som Jung gjorde, uden at det første til de samme anklager.


Kognitiv behandling af panikangst og socialfobi

Bogens tema er, som titlen angiver, panikangst og social fobi. Den begynder med at se på, hvad angst er, dernæst undersøger den angstens årsager og ender med at se på behandling af angst.

Den indeholder også et afsnit med de forskellige skematyper, som anvendes i kognitiv behandling af angst. Endelig har den også en liste med diagnosekriterierne for forskellige angstlidelser: panikangst, agorafobi, social fobi, enkeltfobi, generaliseret angst, OCD, PTSD og depression.


Esben Hougaard m.fl
Kort over narrative landskaber

På mange måde er denne bog en sammenskrivning af Whites narrative terapeutiske metode. Efter en kort indledning gennemgår han forskellige typer af samtaler, som han bruger i den narrative terapi. Den danske udgave har en indledning af Allan Holmgren, som gennem DISPUK har været med til at udbrede den narrative terapi. De forskellige typer samtaler, han gennemgår, er: eksternaliserende samtaler,  genforfattede samtaler, genmedlemsgørende samtaler og  stiladserende samtaler.


Michael White
Livsfarlig familie

I et utrygt opvækstmiljø med emotionelt umodne forældre udvikler barnet selvbeskyttelsesstrategier, og opvæksten giver senfølger, som kan vise sig en mangfoldighed af psykosomatiske symptomer og reduktion af sociale kompetencer. Man lider og føler sig forkert, men ved ikke hvorfor. Bogen fortæller om de processer, der forstyrrer barnets udvikling, med tab af livsglæde, trivsel og sundhed som voksen.


Inge Schützsack Holm
Monstermanualen

Monstermanualen er en bog til børn, der bekymrer sig. Den henvender sig både til forældrene og til børn med angst. Afsnittet til børnene forklarer om angsten og dens symptomer, og om hvordan man kan møde børn, når de har angst. Dernæst er der et afsnit til børnene, hvor de instrueres i at lave deres egen monstermanual. Tanken er, at først går forældrene i monsterskole, og derefter er det børnenes tur. Ideen bag bogen er, at bekymringer er et “bekymringsmonster”, som man skal finde ud af at håndtere. Du kan læse mere om bogen hér


Gitte Winter Graugaard og Stine Hæk
Narrative Means to Therapeutic Ends

I denne bog udfolder Michale White og David Epston de grundlæggende principper i den narrative terapi, som de udviklede. Først har de et spændende afsnit om den filosofiske baggrund for deres metode, dernæst forsøger de at udfolde, hvordan deres metode kan omsættes i terapeutisk praksis.


Michael White & David Epston
OCD – Sygdom og behandling. For patienter og pårørende

Bogen giver en introduktion til, hvad OCD er. Først defineres sygdommen, derefter kommer der en beskrivelse af sygdommens symptomer, og der sættes fokus på, hvad det er for antagelser, der ligger bagved en OCD-lidelse. Derefter er der fokus på, hvordan man kan behandle med terapi og medicin.

Der er et meget fint afsnit om og til pårørende til OCD-patienter. Det handler både om, hvordan man kan hjælpe, og hvordan man skal undgå at hjælpe. Endelig er der et lille afsnit, der fokuserer på børn af OCD-ramte.


Malene Klindt Bohni & Birgit Egedal Bennedsen
Om og om og om igen

Bogen er opdelt i tre hovedafsnit. Først præsenteres teorien omkring OCD. Derefter følger et afsnit om behandlingen af sygdommen, og til sidst gives et overblik over forskningen.

Teoridelen udfolder begrebet tvangsadfærd, dets oprindelse og konsekvenser for den ramte.

Behandlingsdelen fokuserer på kognitiv terapi kombineret med “Eksponering med responsprævention (ERP)”. Samtidig inddrages andre behandlingsformer såsom Metakognitiv terapi, Dialektisk adfærdsterapi og Acceptance and Commitment Therapy (ACT). Endvidere præsenteres et afsnit om pårørende til en person med OCD, hvor der bl.a. sættes fokus på fænomener som “tilpasningsfælder”, hvor pårørende bevidst eller ubevidst ender med at …

Forskningsdelen koncentrerer sig om undersøgelsen af anvendelsen af Kognitiv Adfærds Terapi i behandlingen af OCD.


Sandra Bates og Anna Grönberg
Reinventing Your Life

Reinventing Your Life er skrevet af Jeffrey Young, der har grundlagt skematerapien. Den gennemgår først, hvad “lifetraps” er – det er det populære ord for det, man ellers kalder for et “skema”. Derefter forklarer den, hvordan disse fælder fungerer. I den kategorisering, bogen laver, findes der 11 forskellige fælder.

Disse fælder gennemgås alle sammen efter nogenlunde samme model: Først kommer der et eksempel på en person, der kæmper med den pågældende fælde. Derefter kommer der et spørgeskema, hvor man skal svare på spørgsmål, der relaterer specifikt til den pågældende “fælde”. Herefter vises, hvordan fælden fungerer i praksis.

En kongstanke i skematerapien er, at fælderne har deres rødder i tidligt udækkede behov. Derfor peges der på måder, hvorpå den pågældende fælde kan opstå, hvilket i mange tilfælde går tilbage til barndommen. Til sidst kommer der et afsnit om, hvad der skal til for at slippe ud af de forskellige fælder.


Young, Jeffery E. & Klosko, Janet S.
Slip angsten

Bogen er skrevet af Henriette Irene Oestrich og er en introduktion til, hvad angst er, og en god hjælp til at arbejde med den selv. Den kan lånes på biblioteket, og den kan købes i boghandler fx hos Saxo eller hos Plusbog. Forfatteren har skrevet en tilsvarende bog om bekymringer, der hedder “Slip bekymringerne


Irene Oestrich
Slip Bekymringerne

Denne bog er ikke specifikt om angst. Men i angsten er der ofte bekymringer, og denne bog tager fat på bekymringer og forklarer, hvad de er. Grundlæggende er de tankens svar på angst. Med det udgangspunkt analyseres bekymringerne, og der gives nogle redskaber til at håndtere dem.


Irene H Oesteric
Vi er vores relationer

Vi er vores relationer har ikke angst som overordnet tema, men undersøger, hvordan børn knytter sig til voksne, og hvordan disse tilknytninger påvirker vores personlighed, og dermed også vores evne til at mestre livet, og dermed også mestre nogle af de situationer, der kan føre til angst. Den kan lånes på Biblioteket, og den kan købes i boghandler fx hos Saxo eller hos plusbog.


Tor Wennerberg
ADRESSE
Ansgarvej 1
3400 Hillerød
TELEFON: 21851173