Dissociation er en forsvarsmekanisme, hvor man “forlader virkeligheden”. Det er et forsvar, der kan opstå, når man andre kan se muligheder: at søge hjælp, flygte, eller kæmpe. Det er et skifte i bevisthedsform, hvor man opdeler ellers adskilte fænomener. Det er ikke det samme som hallucinationer, fordi man ikke tilskriver omverdenen sine oplevelser. Dissociation kan fx opstå, når en pige bliver misbrugt og oplever ikke at være til stede. Et tilsvarende eksempel er en dreng, der får tæsk og så oplever at forsvinde ud af sin krop.