Her kan du læse om
Her kan du læse om
Som skrevet andet sted opererer tilknytningsteorien med tryg og utryg tilknytning. Den utrygge tilknytning er kendetegnet ved, at der ikke opstår en grundlæggende tryghed i den tidligere relation mellem barnet og moderen. Der er ikke en direkte sammenhængen mellem utryg tilknytning og psykiske lidelser forstået på den måde, at en utryg tilknytning med sikkerhed vil føre til en psykisk lidelse. Omvendt er der en sammenhæng mellem dem.
Flere undersøgelser har vist, at blandt nogle diagnoser var andelen af patienter med tryg tilknytning meget lav i forhold til normalbefolkningen. Lidt over 50 % af befolkningen har et trygt tilknytningsmønster, hvorimod det kun gælder for omkring 8 % af patienterne [1]Broberg et.al Tilknytningsteori, betydningen af nære følelsesmæssige relationer s.273. Forskning tyder også på, at der er en sammenhæng mellem angst og utryg tilknytning[2]https://www.researchgate.net/publication/51460396_The_Relation_Between_Insecure_Attachment_and_Child_Anxiety_A_Meta-Analytic_Review.
De utrygge tilknytningsmønstre findes i flere udgaver. De to mest almindelige er undgående/afvisende tilknytningsmønster og ambivalente/overinvolverede tilknytningsmønster.
Det udgående kommer til udtryk ved, at barnet undgår nærhed, ikke søger følelsesmæssig kontakt og forsøger at forsvare sig mod at blive afvist.
Det ambivalente tilknytningsmønster giver sig i barnet udtryk i anspændthed, kronisk usikkerhed, ængstelighed over for adskillelse. I 2008 blev der lavet et studie, der viste en relation mellem social angst og ambivalent tilknytning [3]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2574513/ se også https://pdfs.semanticscholar.org/f188/6d04b4e42cbe44f8c629af67bb836b3a108d.pdf. Se også: … Continue reading.
I den klassiske psykoterapi med rødder hos Freud forstås terapeuten med en distance til klienten. Psykoanalytikeren kan sammenlignes med en kirurg, der lægger alle sine personlige følelser til side i arbejdet med patienten. Denne distance skulle sikre klienten den bedste hjælp.
I denne teori bliver terapeuten et spejl, der kun afspejler det, der kommer fra klienten. Dermed kommer terapien til at være en enpersons-terapi, hvor det kun er den ene part, der sker noget med. Freud anbefalede, at man arbejder sådan, men om han selv fulgte denne praksis, er omdiskuteret.
I nyere tilknytningsorienteret tilgang til terapi er holdningen en anden. Her er relationen mellem klient og terapeut mere i centrum, og det understreges, at en af opgaverne i terapien er, at klienten udvikler sig fra at have et utrygt tilknytningsmønster til at have en tryg tilknytning [4]Cozolino Why Therapy Works, W.W. Norton & Company 2016:111ff, hvilket kraftigt nedsætter risikoen for at opleve sygelig angst.
Noter