En del af det kognitive arbejde er at udfordre tankerne. Til det har man udviklet flere skemaer. Her gennemgås et af dem, og jeg forklarer lidt om det. Du kan finde det flere forskellige steder på nettet, for eksempel her. Det er skema 29, jeg går ud fra i det følgende. Jeg gennemgår det ikke fra ende til anden, men trækker nogle af tingene frem.
Det første, man gør, er at skabe en bedre forståelse af den situation, der skabte angsten. Det gør man ved en række spørgsmål, der begynder med hv-ord: hvem, hvad, hvor osv. Det er følgende spørgsmål:
I sig selv “løser” disse spørgsmål ikke angsten, men de er med til at give en forståelse af, hvad der skete, da angsten opstod. Det vigtigste er at få fat i den eller de tanker, der opstod i situationen. Det er den, der skaber ravagen, og det er den tanke, den kognitive model forsøger at ændre.
Når man så har fået styr på, hvad det er for nogle tanker, der opstår i situationen, kan man begynde at analysere dem. Igen er der nogle spørgsmål, som kan hjælpe.
Først kan man overveje, hvorvidt ens tanker hænger sammen med virkeligheden.
Baggrunden for disse spørgsmål er, at når vi får angst, sker der ofte det, at vores tanker om virkeligheden bliver urealistiske. Derfor er ideen med spørgsmålene at få tankerne “kalibreret” med virkeligheden.
Et andet værktøj i den kognitive værktøjskasse er distancering. Her er målet at få dig selv på afstand af problemet.
Ideen med disse to spørgsmål er at komme til at se problemet “udefra”. Typisk vil en ven se anderledes på situationen, fordi han ikke selv lider af angst. Derfor går han ikke så hurtigt i “faremode” og tror, at der venter en katastrofe lige om hjørnet. Næste gang du går og kæmper med nogle tanker af denne art, så spørg din ven “På en skala fra 1 til 10 hvor alvorligt er det her så?”. Du vil kunne opleve, at et problem, som du giver et 8-tal, giver han kun et 2- eller 3-tal. På den måde kan du få sat problemet i perspektiv.
Dette er nogle af de redskaber, man bruger i den kognitive tradition i mødet med angst.