Mentalisering – at have sind på sinde

Hvad er mentalisering og hvorfor er det vigtigt at forstå? I det følgende skal vi skitsere, hvorfor en mentaliseringsbaseret tilgang til ens vanskelige psyke kan give nogle gevinster. Begrebet bruges både i terapeutisk sammenhæng og andre steder. I arbejdet med inklusion i skolerne tales der også om mentalisering.^[1]Se også bogen Mentalisering i familien af Janne Østergaard Hagelquist

Mentalisering er den mentale proces, hvorved en person implicit og eksplicit tolker handlingerne hos sig selv og andre som meningsfulde på baggrund af  mentale tilstande såsom personlige ønsker, behov, følelser, overbevisninger og grunde. At den er implicit betyder, at processen med at forstå andres og egne mentale tilstande ofte forløber uden bevist tankemæssig refleksion. Eksplicit betyder, at denne forståelse er blevet gjort bevidst. Det sker for eksempel i terapi.

Udtrykket “Mentale tilstande” refererer til følelser, tanker, motiver, hensigter, antagelser og ønsker. Når man mentaliserer, er man opmærksom på de elementer både hos sig selv og hos den anden.

Begrebet kan godt lede tankerne hen på empati, og det rejser spørgsmålet: Hvad er forskellen på empati og mentalisering? Når man taler om empati, har man fokus rettet på den andens indre tilstande. Empati handler om at genkende og forstå den andens tanker og følelser. Mentalisering handler både om den andens indre tilstande og ens egne indre tilstande. Det omtales nogle gange som at “se sig selv udefra og andre indefra”. Når man opøver denne evne, begynder man også at se bag om adfærd, og forstå baggrunden for den.

Mentalisering af følelser

Grundlæggende dækker mentalisering over tre ting: Vi identificerer følelser, vi modulerer dem, og vi udtrykker dem. ^[2]Begrebet er udviklet af Fonagy, og har været med til et skabe forståelse for forholdet mellem børn og forældre.

• Det første led er altså at identificere følelsen og sætte navn på den; Vrede, tristhed, afsky eller glæde. Det kan nogle gange være let. Men andre gange kan det være mere vanskeligt. Det kan hænge sammen med, at de er sammenvævede.  Fordelen ved at sætte navn på er, at vi får lettere ved at modulere dem. Når vi lærer at sætte navn på, bliver det også lettere at identificere emotioner hos andre mennesker. Det er med til at skabe grobund, der hjælper til forståelse af egne og andres følelser. I dette første led lærer vi også at forstå følelsernes baggrund og måske også deres historie.
• Det næste led handler om modulering. Forskning fra 2021 underbygger sammenhængen mellem modulering af følelser og mentalisering. Folk, som har en god forståelse af deres følelser, er bedre til at regulere dem. ^[3]https://psycnet.apa.org/record/2021-30640-002
• Det sidste led handler om at udtrykke følelser på en fornuftig måde.

På vej mod mentalisering

Et barns udvikling er en udvikling frem mod mentalisering. Det helt spæde barn kan naturligvis ikke mentalisere. Even til at mentalisere skal udvikles, hvilket sker ved, at det gennemløber en række faser.

Psykisk ækvivalensmodus

Den første fase kaldes for psykisk ækivalensmodus. På dette stadie flyder den indre og ydre verden sammen. Det betyder, at de indre tilstande og den ydre verden er sammenfaldende.

Denne modus kaldes nogle gange for non-mentalizing.  Mentale repræsentationer adskilles ikke fra den ydre realitet, som de repræsenterer: Drømme, flashbacks og paranoide vrangforestillinger. “Jeg tænker, at jeg er værdiløs, og så er jeg værdiløs”. Hvis voksne oplever denne form, så kan det være i form af flashbacks og vrangforestillinger. Det betyder også, at man slutter fra, hvad man føler, til hvordan verden er. Der er ikke andre mulige perspektiver på verden end det, jeg selv har.

I denne modus opfattes den nuværende oplevelse som en sand og indiskutable præsentation af virkeligheden.

Forestillingsmodus

Mentale tilstande skilles fra virkeligheden, men bevarer et skær af uvirkelighed, for så vidt de ikke er forbundet med eller forankret i virkeligheden. Leg, hvor legen kommer i kontakt med virkeligheden, går i stykker. En banan kan blive til en telefon for at ringe far op. Lærer den subjektive side af virkeligheden at kende. Hvis man bliver her, kan det ende i en forstyrret virkelighedsforståelse.

Forestillings (’pretend’) modus: Når barnet er involveret i leg, ved det, at interne oplevelser måske ikke reflekterer den eksterne virkelighed. Her tænkes, at den interne tilstand ikke har nogen relation til verden udenfor. Når en voksen er i dette mode, kan det lyde, som om vedkommende taler som en pladespiller. Forestillingsmodus er en udtrykskform, hvor man “snakker “om temaer på en ”som-om”, overfladisk, uengageret, følelsesflad måde.

Forestil dig et ungt barn, der leger med actionfigurer. Barnet tager to actionfigurer, den ene repræsenterer en superhelt, og den anden en skurk. De deltager i en legesituation, hvor superhelten forsøger at stoppe skurken fra at skade byen. Barnet kan bruge forskellige stemmer, gestikulation og handlinger for hver actionfigur og engagere sig fuldt ud i den opfundne situation.

I dette tilfælde sker der følgende:

• Barnet bruger “forestillingsmodus” ved at forestille sig selv som superhelten og skurken.
• Barnet er klar over, at han/hun leger, og at action figurerne ikke er virkelige.
• Barnet forstår forskellen mellem den virkelige verden og den opdigtede verden, han/hun har skabt.
• barnet kan tilskrive tanker og hensigter til actionfigurerne, som f.eks. “Superhelten vil redde dagen, og skurken vil forårsage problemer.”

Denne form for fantasifuld leg er en form for mentalisering, da den involverer forståelse og repræsentation af de mentale tilstande og hensigter hos karaktererne i legen, selv om barnet ved, at de ikke er virkelige. Det er en vigtig del af børns kognitive og sociale udvikling og demonstrerer de evne til at differentiere mellem virkelighed og fantasi, samtidig med at de deltager i kreative og fantasifulde aktiviteter.

Til at begynde med er pretend-mode et udviklingsbegreb, der beskriver et skridt i et barns udvikling. Det bliver så også brugt i terapeutisk sammenhæng som et stadie på vej til modenhed. For nogle børn bliver pretendmode et forsvar mod vanskelige følelser – og det kan også forekomme hos voksne.

Hvis forestillingsmodus forekommer hos en voksen, betyder det, at personen føler sig frakoblet både den ydre fysiske og den indre psykiske verden. Personen kan føle sig fjern og ensom og “melder sig ud”». Ofte sker dette på grund af alvorlige overgreb og krænkelser, som har ført til traumer.

Inden for litteraturen om Mentaliseringsbaseret terapi (MBT) med voksne er der en betydelig vægt på at anskue den aktuelle tilstand som en præ-mentaliserende fase, hvor klienten oplever begrænsninger i sin evne til at forstå og reflektere over egne og andres mentale tilstande. Denne fase anses for at være en udfordrende barriere, der kræver opmærksom intervention.

Målet med terapien er at adressere denne præ-mentaliserende tilstand ved at facilitere klientens evne til at genvinde og styrke sine mentale refleksionsevner. Dette indebærer ofte en proces med aktiv udfordring af eksisterende antagelser, selvopfattelser og måder at forstå relationer på. Gennem terapeutisk dialog og refleksive øvelser skaber MBT en ramme, der fremmer udviklingen af en mere nuanceret og dybdegående mentaliseringsevne hos klienten.

Samtidig søger terapeuten at skabe et trygt rum, hvor klienten kan udforske og udtrykke sine følelser, tanker og oplevelser uden frygt for dømmende reaktioner. Dette understøtter klientens trinvis bevægelse mod en mere stabil og differentieret mentaliseringskapacitet.

Gennem denne proces søger MBT ikke kun at lindre symptomer, men også at styrke klientens overordnede evne til at forstå og navigere i komplekse sociale interaktioner. Denne holistiske tilgang har vist sig at have positive virkninger på klientens psykologiske velbefindende og interpersonelle relationer.

Teleologisk modus

Udtrykket “teleologisk” kommer fra det græske udtryk “teolos”, der betyder mål. Det bruges i denne sammenhæng til at beskrive en modus, hvor konsekvenserne af handlingerne er i fokus. En handling forstås kun ud fra dens konsekvenser. Det er kun den ydre tilstand, der kan ændre den indre tilstand. Det er, fordi man i denne modes forstår handlinger alene ud fra det, de fører til. Den er et naturligt led i et barns udvikling. Når et barn får skiftet ble, får det en erfaring af, at ydre handlinger kan ændre den indre tilstand.

Udsagnet “Jeg tror ikke på, at jeg betyder noget for dig, fordi du glemte min fødselsdag” er et eksempel på denne modus. Man forstår den anden alene ud fra ydre kvaliteter, der kan observeres. Karakteristisk for denne modus er:

• Fokus på det fysisk observerbare
• Man forstår og fortolke andre primært ud fra ydre faktorer og handlinger
• Det er kun personers handlinger, der er en “sand” indikation på andre menneskers mentale tilstand.
• En persons intentioner bedømmes ud fra konsekvenserne af handlingen: “Hvis det, du gør, gør mig ked af det, er det udtryk for, at du vil gøre mig ked af det.”
• Dette stadie vil ofte føre til intens fokus på adfærd hos en selv og andre.

Mentaliseringsmodus

Det sidste stadie er mentaliseringsmodus. Her forstår man handlinger som udtryk for mentale tilstande – i kontrast til, hvad der sker i teleologisk modus. Man forstår, at mentale tilstande repræsenterer virkeligheden, men ikke sættes lig med den. Det betyder også, at man er i stand til at anlægge flere forskellige perspektiver på den samme situation. Helt grundlæggende har man en erkendelse af, at andres handlinger er forståelige på baggrund af deres mentale tilstande, det vil sige deres særlige opfattelse af eller vinkel på en situation.

At sætte ord på

En del af mentalisering handler om at sætte ord på følelser. Der er en del af at identificere følelser. Der er forskning, der tyder på, at når man navngiver affekter, øges aktiveringen af dele af cortex – tænkehjernen – samtidig medat aktiviteten i amygdala formindskes. Det bemærkelsesværdige er, at alene det, at navngive affekter kan påvirke aktiviteten i bestemte områder.

Mentaliseringstrappen

www.psykolog-majajacobsen.dk. Brugt med tilladelse.

Det første, man kan bemærke, er søjlerne til højre. De viser, at når der er høj følelsesmæssig aktivitet, kan mentalisering være vanskelig. Der er nogle, der illustrerer det fænomen med en vippe. Når følelserne er lave, kan kognitionen – og metaliering – bedre være klare. Hvis følelserne er høje, bliver kognitionen mere vanskelig.

Mentaliseringsvippen

De to første trin på stigen kaldes tilsammen for “forståelse”. Det er, fordi her forsøger man at forstå den andens perspektiv på tingene. De to næste trin kaldes for “udfordring”, for her kan man – på baggrund af sin forståelse af den anden – udfordre vedkommendes synspunkt.

Det, som var udgangspunktet, var en sammenhæng mellem tilknytning og et barns evne til at forstå interpersonel adfærd som udtryk for mentale stadier.

De store balancer

Mentalisering arbejder med flere forskellige facetter i mentalisering: ^[4]Se: Allen, Fonagy & Bateman Mentalisering i klinisk praksis eller Maja Jacobsen Med mig selv som redskab

Eksplicit overfor implicit

Nogle gange mentaliserer man eksplicit: Det sker for eksempel, når man sætter ord på følelser: “Da du sagde, …. følte jeg …”. Denne form for eksplicit mentalisering finder også sted i for eksempel kunstterapi. Når det sker i samtaleterapi, sker det ofte i form af historiefortælling. Implicit mentalisering sker automatisk og ureflekteret. Det kan for eksempel være den umiddelbare empati, man møder en med. Terapi handler i en vis forstand om at gøre det implicitte eksplicit – eller at gøre det mindre bevidste mere bevidst.

Kognitiv over for affektiv

Nogle gange kan man være i følelsernes vold, og så kan det være meget svært at tænke. I samtalen med andre kan der let opstår en kognitiv dominans: “Du kan jo nok forstå …”. Det sker ofte, hvis man er stresset eller har gang i mange følelser

Fortid-nutid

I nogle psykiske lidelser flyder fortid og nutid sammen. I PTSD forekommer det i form af flashbacks. Her genoplever personen den traumatiske hændelse, og kroppen reagerer, som om den virkelig var i hændelsen. Det er en form for påtrængende erindringer.

Mentaliseret eller indlejret

Mentalisering er det modsatte af at være indlejret. Hvis man er indlejret i følelsen, er man fange af øjeblikket, og man er ude af stand til at anlægge forskellige vinkler på en oplevelse. Psykoterapien har her den samme rolle, som forældrene har over for deres børn: At skabe rum for at tænke over følelsen.

Børn (frem til omkring 6 år) har svært ved at have mere end ét perspektiv på en situation. Det viser følgende lille eksperiment: Man viser børn en M&Ms-pose og spørger, hvad de tror der er indeni. De svarer naturligvis “Chokolade”. Til deres store skuffelse finder de ud af, at der bare er en blyant i æsken. Lidt efter bliver de spurgt, hvad de tror, deres venner ville svare på spørgsmålet. Her svarer børnene uden videre: “En blyant”. Dette lille eksperiment viser, at børn har svært ved at have mere end en vinkel på virkeligheden.

Blind for sind - Autisme

Autisme er ofte set i sammenhæng med mentalisering. Det hænger sammen med, at personer med diagnoser på autismespekteret ofte har problemer med netop mentalisering. Det omtales nogle gange som “skrøbelig mentaliseringsevne”. Det gør det vanskeligt at se andres perspektiv, hvilket netop er kernen i mentalisering. Fænomenet kaldes nogle gange for “Mind blindness” eller på dansk “sindblindhed”. Der er forskning, der knytter autisme sammen med ændret aktivitet i de dele af hjernen der er knyttet til mentaliseringsevnen. ^[5]https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S2213158218300512

FAQ mentalisering