Her kan du læse om
Her kan du læse om
Er psykologi filosofi i forklædning? Umiddelbart synes filosofi og psykologi ikke at have meget med hinanden at gøre. Men når man kradser lidt i overfladen, san man se, at flere af de store moderne retninger knytter an ved forskelligt filosofisk tankegods.
Hvad er forskellen mellem filosofi og psykologi? Lad os se på de to elementer. Til at begynde med skal en psykologisk teori kunne to ting: Den skal kunne beskrive en adfærd og forudsige fremtidig adfærd. Jo bedre en teori kan forklare og forudsige adfærd, jo bedre er den. For at nå de to mål har psykologien blandt andet taget filosofien til hjælp. Det betyder ikke, at de to videnskabelige grene er det samme. Filosofien opererer med begreber og kategorier og forholdet mellem dem.[1]Et eksempel kunne være: Hvad er forholdet mellem tanke og virkelighed. Psykologien fokuserer i højere grad på fakta og statistik. Formålet er også forskelligt; Filosofien har fokus på at skabe og klargøre begreber og deres relation til virkeligheden. Psykologien har fokus på terapi og at forandre folks liv.[2]Se: https://exploringyourmind.com/what-relationship-between-philosophy-and-psychology/
Nedenfor giver jeg fire eksempler på sammenhængen mellem psykologi og filosofi.
Den første er psykoanalysens fader Sigmund Freud. Han hentede noget af sit tankegods fra oplysningsfilosoffen Immanuel Kant.
De to næste slår jeg sammen til et eksempel. Det er Albert Ellis og Aaron T. Beck, som begge har betydet kolossalt meget for den kognitive terapi. De griber tilbage til antikkens filosofi.
Den tredje retning er grundlagt af Irvin D. Yalom. Han hentede meget af sit stof fra eksistentialismen, som blandt andet opstod i reaktion på anden verdenskrig.
Endelig skal vi se på Michael White og hans narrative terapi. Den henter en del af sine pointer fra franskmanden Michel Foucault og fra den konstruktivistiske filosofiske tradition.
Immanuel Kant (1724-1804) døde cirka 50 år, før Freud blev født. Han blev banebrydende inden for filosofien på flere fronter. To af områderne handler om, hvordan vores erkendelse fungerer, og hvordan vores etik skal udformes.
Kant gjorde op med tanken om, at vi ser verden som den var “i sig selv”. Det kalder man nogle gange for den kopernikanske vending inden for filosofien. Vi går fra at beskæftige os med verden (tingen i sig selv) til at beskæftige os med vores opfattelse af verden (tingen for mig – som jeg ser den). Tingen, som den er i sig selv, er ikke tilgængelig for os. Det trækker tråde frem til Freuds konstitution af “det ubevidste”. På samme måde, som vi ikke har adgang til tingene i sig selv, har vi ikke adgang til det ubevidste.
Freud nævner aldrig modellens forbindelse til Kant, men to ting peger i retning af sammenhængen. For det første ved vi, at han kendte Kants filosofi. Dels nævner han det selv, dels stod Kants Kritik af den rene fornuft i hans bibliotek, og ud fra noterne på siderne kan vi slutte, at han i hvert fald har læst de første hundrede sider. Da Freud skrev og praktiserede, var Kants tanker så dominerende i det tyske åndsliv, at det har været den luft, han levede i.[3]https://link.springer.com/chapter/10.1057/9780230001152_2
Den anden forbindelse kalder man for det kategoriske imperativ. Kant formulerede det kategoriske imperativ på følgende måde: “Handl kun efter den maksime (grundsætning), ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver almen lov.”[4]https://da.wikipedia.org/wiki/Det_kategoriske_imperativ Der er forskere, der ser en klar forbindelse mellem Kants kategoriske imperativ og Freuds overjeg.[5]https://www.jstor.org/stable/41501710. I Freuds forståelse af den menneskelige psyke er overjeget menneskets moralske side, der indbefatter samvittighed og bevidsthed om normer.
Albert Ellis (1913-2007) var med til at udvikle den kognitive adfærdsterapi. Han begyndte at praktisere i 1947. Den udgave, som Ellis udformede fik navnet Rational Emotive Behavior Therapy. Ellis henviste selv til filosoffen Epiklet. Epiklet (ca. 55-135 e.kr) hørte hjemme i den filosofiske tradition, der hedder stoicismen. [6]Stoicismen blev grundlagt af Zeon (ca. 334 f.kr.-262 f.kr). Den indbefattede filosoffer og digtere frem til om 175 e.kr.
Den tradition understregede, at filosofi ikke alene var en teori, men en måde at leve på. Nogle af de centrale værdier var at udøve selvkontrol, hvilket betyder, at man ikke skal lade følelserne styre. Dette kan man gøre på baggrund af selvindsigt.[7]Det er også det, der ligger i begrebet “at have stoisk ro”.
I værket Enchiridon siger Epiklet: “Det er ikke tingene, der bringer menneskene ud af ligevægt, men deres meninger om tingene.” En af de senere stoikere var den romerske kejser Marcus Aurelius (121-180 e.kr). Han siger blandt andet i værket Tanker til sig selv: “Sådanne tanker, som du oftest har, sådan vil din tænkemåde blive. Thi sjælen tager farve af de tanker, hvormed den overskylles.”
Fra denne tænkemåde går der en lige linje til Ellis, der mente, at hvis man skulle ændre ting i ens liv, skulle man ændre den måde, hvorpå man tænkte om dem. [8]Der er en historie om, at en kvinde fortalte Ellis, at hendes far havde fyldt hende med skyld. Hertil svarede Ellis “Only you can make you feel guilty.” … Continue reading
Epictetus (50-135 e.kr) siger, at det, der alarmerer ham, er ikke begivenhederne, men “mine egne bedømmelser”. Det svarer til Ellis’ påstand om, at det kun er en selv, der skaber følelserne i en.
Parallelt med at Ellis udviklede sin metode, udviklede Aaron T. Beck sin version af kognitiv terapi. På samme måde som Ellis havde Beck fat i den stoiske tanke, at det ikke er en begivenhed i sig selv, men vores tanker om den, der påvirker os.[9]https://julesevans.medium.com/rip-aaron-beck-founder-of-cbt-and-reviver-of-the-stoics-cognitive-approach-to-therapy-da055ba45cbf
Irvin D. Yalom (1931-) er kendt for at have udviklet en eksistentialistisk psykoterapi. I hans terapi arbejder han med fire store temaer, som er givne vilkår for den menneskelige eksistens: isolation, meningsløshed, dødelighed og frihed. Meningsløsheden trækker tråde til Albert Camus (1913-1960). I sin bog Eksistentiel psykoterapi refererer Yalom Camus for at sige, at han har set mange mennesker dø, fordi livet ikke var værd at leve for dem. Derfor konkluderer Yalom, at spørgsmålet om livets mening er det vigtigste spørgsmål at stille. Han knytter også an ved Viktor Frankl og refererer ham for at sige, at 20 procent af de neuroser, han møder i sin praksis, har rod i, at klienten mangler en mening med livet. Jean Paul Satre er den, der står som hovedeksponent for den ateistiske udgave af eksistentialismen, på samme måde som Søren Kierkegaard repræsenterede den teistiske/kristne udgave af eksistentialismen.
Yalom tager udgangspunkt i fire grundvilkår, som alle deler:
Disse fire temaer bliver tydelige, hvis vi stopper op og begynder at tænke over vores egen eksistens.
Det første store tema er døden, som også spiller en væsentlig rolle i eksistentialismen. Alle mennesker frygter ifølge teorien døden, og døden stikker sit hoved frem på flere forskellige måder. Yalom formulerer det som, at “døden klør hele tiden”. [10]Han mener også, at dødsangst er al religions moder, fordi den på den ene eller anden måde forsøger at forholde sig til vores endelighed. Han siger: “The horror of death is ubiquitous and … Continue reading
Det andet store tema er isolation. Den kan gå flere veje; Vi kan være isoleret fra os selv, eller vi kan være isoleret fra andre. Endelig er der en eksistentiel isolation: Uanset hvor mange mennesker du har omkring dig, skal du dø alene en dag.
Det tredje er meningsløsheden; Eksistentialismens afvisning af objektiv mening. Sartre formulerer det meget præcist: “Livet mister sin mening det øjeblik, du taber illusionen om, at du er evig”.[11]https://www.goodreads.com/quotes/210637-life-has-no-meaning-the-moment-you-lose-the-illusion
Yalom mener, at spørgsmålet om mening har manglet i psykoterapien, hvilket, ifølge Yalom, har sin årsag i, at Freud mente, at når mennesket begynder at spørge efter mening, er det sygt. Meningsløsheden er et af de fire temaer fra eksistentialismen, der går igen i Yaloms tænkning.
Det fjerde er friheden. Vi er dømt til frihed. Det er igen et begreb, der er hentet fra Jean-Paul Sartre. Frihed er friheden til at skabe sit eget liv og friheden til at ønske, vælge, handle og forandre sig. Han anså mennesket for at være “dømt til frihed”, og denne frihed fremprovokerer i udgangspunktet angst. Det går også igen i Yaloms måde at tænke på. [12]Man kan overveje, hvorvidt Sartres store vægt på frihed hang sammen med den samtid, han levede i. Han skrev under anden verdenskrig og støttede den franske modstandskamp. En af Sartres venner … Continue reading
Michael White (1948-2008) udviklede den terapi, der kaldes for narrativ terapi. Blandt de tænkere, White trak på, var Michel Foucault.
Foucault var en fransk historiker og filosof, der kritiserede den måde, vi bruger magt og viden på. White brugte Foucault til at sætte spørgsmålstegn ved mening, subjektivitet, magt og etik, og til at kritisere at vi gør mennesket til objekt. Foucault stillede blandt andet spørgsmål ved tanken om menneskets faste objektive natur. Sandhed for Foucault var de ideer, der blev tilskrevet mennesket og blev “normale” i den forstand, at de formede menneskers liv.[13]Foucault er vanskelig tilgængelig. Det følgende er hentet fra Besley “Foucauldian Influences in Narrative Therapy: an Approach for Schools” Journal of Educational Enquiry, Vol. 2, No. … Continue reading
En anden tradition er det, man kalder konstruktivismen. En grundlæggende tanke her er, at viden er subjektiv og afhængig af den sociale kontekst, den opnås i. Det tydeliggøres, ifølge teorien, også i sproget. Hvert samfund har forskelligt sprog, og det er gennem sprog, vi skaber mening. [14]Et eksempel er de to forskelllige diagnoser “neurose” og ADHD. Den første diagnose fandtes for 100 år siden – det gjorde den anden ikke. I dag taler ingen om neuroser, men ADHA er … Continue reading.
Thomas Kuhn (1922-1996) står som en forudsætning for noget af det, der sker i konstruktivismen. Han havde en grundlæggende pointe om, at videnskaben så verden i “paradigmer”. Paradigmer er en forskningsnormal som de fleste arbejder inden for. På et tidspunkt vil der opstå noget, der ikke passer ind paradigmet. [15]Kuhn kaldte dette for en en anomali – altså noget, der er en undtagelse fra normen –
Det fører til en krise og til, at et nyt paradigme opstår – det kalder man for en “revolution”. Derefter opstår en ny videnskab og et nyt paradigme. Det kaldes for et paradigmeskifte. Det gamle og det nye paradigme kan ikke sammenlignes. Derfor siger man, at der opstår en standardusammenlinglighed. Kuhns synspunkt er blevet anklaget for at føre til relativisme, og det er uklart, hvorvidt det med nødvendighed ender der. Man må i hvert fald konstatere, at det var led i en udvikling, der førte til en højere grad af relativisme. Den relativisme var med til at bane vejen for den narrative tækning i terapien.
Derfor kan White også sige, at ordene er verden. Når viden er subjektiv og afhængig af den sociale kontekst, er det umuligt at tale om en objektiv mening. Det betyder også, at begivenheder i ens liv primært får betydning i lyset af andre begivenheder i ens liv. [16]Se: White, Michael Kort over narrative landskaber, Hans Reitzels forlag 2007, s. 219, hvor han knytter an ved Derrida.. Dermed opløses nogle af de sandheder, der – ifølge Foucault – blev tilskrevet mennesket.
Terapien har blandt andet som redskab, at man sætter spørgsmålstegn ved ens nuværende historie for at finde eller konstruere en anden historie. [17]Det flugter med Foucalt, når han siger, at “Maybe the target nowadays is not to discover what we are but to refuse what we are”. Den flydende identitet, der er bag denne tanke udtrykkes … Continue reading Et konkret eksempel er følgende: En far har forladt en familie, og barnet vokser op med en historie om, at det er barnets skyld, at faderen har forladt hjemmet. Terapien dekonstruerer denne historie og sætter begivenheden i et helt andet lys; Der skabes en ny fortælling om den, hvor skylden flyttes væk fra barnet. David Epston, som arbejdede sammen med White, siger at “Hver gang vi stiller et spørgsmål, skaber vi en mulig version af livet”.
Her skelnes der mellem den “dominerende historie” og den “alternative historie”. Den alternative historie dannes ud fra de forskellige hændelser, der er sket i personens historie.
Den narrative terapis opgave er ikke at gøre klienten til et objekt, der skal undersøges, men man skal finde en stemme, der er mere meningsskabende end andre. Det betyder, at klienten bliver eksperten i sit eget forløb, og terapeuten bliver facilitator.[18]Denne tanke kommer frem, når White siger: “The most powerful therapeutic process I know is to contribute to rich story development.”
Kevin Standish fra Newham College University Center har sammenfattet beskrivelsen af den narrative terapis forudsætninger i fire påstande:[19]https://www.slideshare.net/kevins299/lecture-8-narrative-therapy
Det viser, hvor tæt den narrative terapi er knyttet til den konstruktivistiske tænkning, og det bliver klart, hvorfor klienten går fra at være passiv modtager af “sandheder” til at være aktiv skaber af en ny virkelighed.
Hermed er vi nået til vejs ende. Vi har set, hvordan flere af de centrale psykologiske teorier i fra det tyvende århundrede har rødder i forskellige filosofiske forståelsesrammer.
Noter